premiere på Sume-film

Makkerparet bag Sume-film: Vi er utroligt tilfredse

Instruktør Inuk Silis Høegh og kreativ producer Emile Hertling Péronard er helt klar til aftenens gallapremiere i Katuaq i Nuuk

Emile Hertling Péronard (til venstre) og Inuk Silis Høegh (til højre) har været fire år om at producere dokumentarfilmen om den legendariske musikgruppe Sume med Malik Høegh og Per Berthelsen som de to centrale medlemmer

- Vi er så klar, som vi overhovedet kan blive. Vi er selvfølgelig spændte på, hvordan vores film bliver modtaget af publikum, for det er ingen hemmelighed, at det har været et langt, lærerigt og til tider opslidende arbejde at lave filmen sammen med Sume-folkene, når man slider så meget på hinanden.

Sådan fortæller kreativ producer Emile Hertling Péronard onsdag til Sermitsiaq.AG.

Læs: Fantastisk modtagelse af Sume-film - læs reaktioner

Sammen med instruktør Inuk Silis Høegh fik han i maj 2010 ideen til at lave en film om Grønlands største rockband gennem tiderne, Sume. De første optagelser fandt sted i Nuuk samme efterår, hvor en koncert med Sume blev optaget.

I aften, onsdag, har den længe ventede dokumentarfilm'Sume - mumisitsinerup nipaa' med den danske titel 'Sume - lyden af en revolution' gallapremiere i kulturhuset Katuaq i Nuuk. Det sker for et inviterede publikum med blandt andre Sume-folkene, som har fået en privat TV-visning af filmen.

Se galleri: Greenland Eyes sluttede med snigpremiere på Sume-filmen

Premiere: Se første trailer til Sume-film

Stor forløsning
- Det er en stor forløsning, at vi allerede har fået så fantastiske modtagelser og anmeldelser, og at filmen blev flot modtaget af publikum ved forpremieren i sidste uge i Katuaq, fortæller Emile Hertling Péronard.

- Hvor tilfreds er du og din makker, Inuk Silis Høegh, med det endelige resultat af jeres film?

- Vi er utroligt tilfredse, selvom det er svært at forholde sig til noget, som vi har arbejdet på i fire år. Vi synes, vores mål med at lave en dokumentarfilm, der kombinerer rock og politik, er lykkedes meget godt. Jeg føler ikke, at filmen sætter sig mellem to stole.

- Det bliver tilmed fantastisk at vise filmen i aften på det store lærred og endelig få lov til at sige tak til Sume for deres indsats og til alle dem, der har hjulpet os undervejs, siger Emile Hertling Péronard.

’Sume - lyden af en revolution’ har som nævnt gallapremiere i aften i Katuaq, hvor visningen foregår for inviterede gæster.

Fredag klokken 21.00 gælder det den første betalende visning samme sted.

Herefter er der premiere i Sisimiut og Ilulissat henholdsvis den 18. og 21. september, inden filmen bliver vist i Danmark fra den 16. oktober.

Læs alle artikler om 'Sume - lyden af en revolution' her

Køb den dugfriske Atuagagdliutit/Grønlandsposten med masser af Sume-stof her:

Powered by Labrador CMS