Makka Kleist har fundet en oase på Ærø
Makka Kleist gør en dyd for at møde folk i øjenhøjde, også selv om hun gennem sit liv har oplevet at blive set ned på. I dag er hun flyttet til den danske ø Ærø, hvor hun nyder sit otium, men langt fra er færdig med at sætte sit præg på Grønlands teaterhistorie.
Folk stopper ofte op og kigger, når de passerer smedens gamle hus i det centrale Ærøskøbing. I vindueskarmen står en række små tupilakker, fedtstens-hvalrosser og udskårne parkafolk – omkranset af grønlandske og norske flag, samt Ærøs eget mangefarvede flag.
I det charmerende, gule hus har skuespiller Makka Kleist fundet sin danske oase.
- Er her ikke skønt?, spørger Makka og viser rundt i det kringelkrogede og hyggelige hus.
Makka og hendes norske mand Svenn Syrin har boet på Ærø siden december 2018. Det er først og fremmest Makkas helbred, der har motiveret parret til at flytte fra Nuuk og til den lille danske ø, Ærø.
Makka har fået slidgigt i sine hænder og fibromyalgi, som giver smerter i knogler, led og muskler, der forværres kraftigt ved kulde. På Ærø er hun blevet patient hos en af øens faste læger, hvor hun får den bedste hjælp mod sine smerter.
At de lige landede på Ærø var ikke tilfældigt. Parret brugte en sommerferie til at afsøge Danmark for et sted at slå sig ned, og selv om de besøgte mange dejlige steder ud over Ærø, så blev de ved i tankerne med at vende tilbage til deres første besøg på øen.
- Det handler meget om at lytte indad. Hvilket sted giver genklang hos dig? Landskabet på Ærø er ret varieret – med bakker, dale, en stor sø – og så er her helt stille, det sætter jeg stor pris på. Desuden må det sted, vi bor, godt være lidt vanskeligt at komme til, siger hun.
Måske er der noget særligt ved Ærø, som taler til grønlændere. I hvert fald kan man i den gamle købstad, Ærøskøbing, med blot 900 indbyggere, møde flere grønlandske kulturpersoner. Kunstneren Naja Abelsen har sit atelier her, og komponisten og dirigenten Per Rosing og hans kone Susanna Rosing har også slået sig ned i Ærøskøbing.
Læs hele portrættet i det nye nummer af Arnanut.