kultur

Magisk og mørk Harry Potter tryllebinder anmelderne

Manuskriptet til Harry Potter-teaterstykket i London har fået gode anmeldelser

Her ses produceren, forfatterne og instruktøren bag det nye Harry Potter-stykke til gallapremieren af Harry Potter and the Cursed Child, som bliver spillet på et teater i London

Det er ni år siden, at der sidst udkom en bog med hovedpersonerne Harry, Hermione og Ron.

Men milliardæren JK Rowling har nu udgivet det, som hun selv har kaldt "Harry Potters sidste tryllerier". Et teatermanuskript, der tjener som det sidste punktum i sagaen om de unge troldmænd, der kæmper mod mørke kræfter på troldmandsskolen Hogwarts.

Og der er noget at se frem til for de danske Harry Potter-læsere, hvis man skal tro de danske anmeldere.

Politiken giver fem ud af seks hjerter til det nye eventyr, hvor Harry Potter er blevet voksen. Anmelder Marcus Rubin skriver, at "magien lever igen".

- Som Rowling har understreget igen og igen op til udgivelsen og premieren på teaterstykket, er "Harry Potter and the Cursed Child" ikke en rigtig ny Potter-bog. Men det er tæt på - og for trofaste fans som undertegnede er det alt rigeligt til at flyve gennem de godt 300 sider og ligge oppe den halve nat, skriver anmelderen.

Ifølge Politikens anmelder er "Harry Potter and the Cursed Child" dog ikke noget at grine af "for det er i lange stræk en ganske dyster fortælling", skriver Rubin.

Den udlægning deler Berlingske-anmelder Merete Reinholdt, der uddeler fem stjerner. Hun beskriver, hvordan Harry Potters søn, Albus, rejser tilbage i tiden for at ændre nogle episoder.

- Den slags fører naturligvis andet med sig, og Albus og Scorpius (Albus' ven, red.) samt deres veninde Delphi vender tilbage til en uhyggeligt forandret nutid.
Begge anmeldere nævner, at man først skal vænne sig til, at det nye Harry Potter-bind er et teatermanuskript.

- Et teatermanuskript er i sagens natur renset for episk stuk og miljøbeskrivende polstring, og ind imellem er der da også lidt for hurtig "afrapportering" i sceneskift og handling, skriver Berlingske, der tager "(fordelings)hatten af" for det nye Potter-bind.

Det nye eventyr er også blevet særdeles godt modtaget i Storbritannien, hvor aviser som The Independent, The Evening Standard og The Telegraph har givet fem stjerner.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS