Mærsk vil etablere olielaboratorium

Et lokalt laboratorium på vestkysten vil forhindre, at opsamlede vandprøver bliver ødelagte ved transport til Europa.

Olieefterforskning byder på mange seismiske undersøgelser og vandprøver. Foto: U.S Navy

Mærsk Oil, som er et datterselskab af den danske rederikoncern A.P. Møller Mærsk, har vundet en af licensblokkene i Baffinbugten udbudt i efteråret.

Mærsk Oils licensblok er placeret nordvest for Upernavik i Nordgrønland, og koncernen påtænker i forbindelse med olieefterforskningen at lave et laboratorium og stille det til rådighed for myndigheder, andre selskaber og forskere. Men Mærsk Oil har også selv en helt specifik interesse i et laboratorium på grønlandsk jord.

- Vi vil gerne have et sted hvor det er muligt at foretage omgående analyser af indsamle data fra det marine miljø, i form af vandprøver og sedimentprøver. Dermed kan vi undgå, at opsamlede prøver risikerer at blive kontamineret, hvis de transporteres langt væk, for eksempel til Europa, fortæller Mærsk Oils efterforskningschef, Lars Nydahl Jørgensen til KNR.

Ifølge publicservice-stationen fortrækker Mærsk Oil en placering i lokalområdet ved Baffin-bugten eller i Nuuk.

KNR har forholdt laboratorie-planerne for Naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer, Ove Karl Berthelsen og Hans Kristian Olsen, direktør i NunaOil.

De siger begge, at Qeqertarsuaq umiddelbart vil være et oplagt bud på en placering for laboratoriet.

Powered by Labrador CMS