Mændenes kampdag: Mandegrupper løsner knuder

I anledning af Mændenes Internationale Kampdag opfordrer mandegruppens tovholder, Anda Poulsen mændene til at tale om deres følelser.

Enlig, mand, modvind, arbejdsløs, arbejdsmarked

OBS: Udtalelse i anledning af dagen fra Naalakkersuisoq for Sundhed, Anna Wangenheim tilføjet klokken 15:40.

Den 19. november er mændenes internationale kampdag. I den anledning kommer mandegruppen med en opfordring til alle mænd i Grønland: Tal om følelser.

Anda Poulsen har i en årrække kørt en mandegruppe i Nuuk. Gruppen mødes hver mandag, hvor mænd kan udtrykke deres tanker og følelser. Også Nanortalik har en mandegruppe, mens fire andre byer har haft grupper som på nuværende tidspunkt er inaktive.

Erkendelse er vigtig

Overfor Sermitsiaq.AG forklarer Anda Poulsen, at mænd i dagens Grønland har svært ved at udtrykke følelser.

Han forklarer, at mænd kan have flere udfordringer i familielivet, i deres parforhold og opdragelse af børn. Og et forum ville løsne flere knuder:

- Vi mænd må erkende, at det ikke er sundt for os at holde vores følelser skjulte. Alle mennesker har følelser, også mænd. Og ingen kan rumme følelser alene, så vi må lære at udtrykke og dele, så det ikke går ud over vores kære ved psykisk eller fysisk vold, siger han.

- Mandegrupper i denne henseende er godt, da det at blive lyttet til og forstået, kan løsne op for udfordringerne, siger han.

Vold går begge veje

Ligestilling ligger under departementet for sundhed. Naalakkersuisoq for Sundhed, Anna Wangenheim, erkender at mænd stadig udøver størstedelen af volden i hjemmet.

Hun understreger dog, når det kommer til vold, så bør man italesætte vold mod mænd, udøvet af partneren:

- Men får vi talt om de mænd som bliver udsat for fysisk og psykisk vold af sin partner, eller er det tabubelagt fordi vi har en fordom om, at mænd skal være stærke, skal kunne klare sig selv og ikke virke pylrede, spørger Anna Wangenheim.

Hun oplyser, at Naalakkersuisut barsler med et seminar om vold i nære relationer, planlagt til foråret 2021.

Stort mørketal

Anda Poulsen mener, at politiets årsrapporter og statistikker viser en klar tendens:

- Desværre viser statistikkerne, at mænd stadig udtrykker sig med knytnæver. Og jeg kan sige, at der desværre findes et stort mørketal om mænd, der udøver psykisk og fysisk vold, siger Anda Poulsen.

Han opfordrer til, at der oprettes samtalegrupper forbeholdt mænd i byer og bygder.

Powered by Labrador CMS