Madspild eller fornuft: Farverigt fordærv

En container, fyldt med halvfordærvede frugter og grøntsager, florerer på de sociale medier og vækker forargelse. Kalaallit Nunaanni Brugseni oplyser, at det er nødvendigt at kassere frugt og grønt.

En stor bunke frugt og grønt står og fordærves langsomt i den grønlandske kulde i Nuuks affaldscenter. Madvarerne er kasseret, da de ikke kan sælges. - Leiff Josefsen
En stor bunke frugt og grønt står og fordærves langsomt i den grønlandske kulde i Nuuks affaldscenter. Madvarerne er kasseret, da de ikke kan sælges. - Leiff Josefsen

Der ligger en stor åben container på dumpen i Nuuk. Containeren er fyldt med farverige frugter og grøntsager. Alt fra skinnende røde peberfrugter, flere klaser lilla vindruer fra Spanien og store, grønne meloner til salatblade fra Danmark.

Det farverige skue snyder dog øjnene. Såvel frugterne som grøntsagerne er halvt fordærvede.

- Nogle gange får vi en forsendelse frugt og grønt, som vi ikke kan sælge. Så er vi nødsaget til at smide det ud, siger sortiment- og logistikchef i Kalaallit Nunaanni Brugseni, Randi Vestergaard Evaldsen til Sermitsiaq.AG.

Hun oplyser, at der kan være flere årsager, som gør, at frugt og grønt ender på dumpen i stedet for i kundernes indkøbskurve.

- Især når der er forsinkelser på fragt og transport, eller hvis varerne er håndteret forkert under fragten, er der større risiko for, at vi modtager frugt og grønt, hvor noget af det er fordærvet. Der er jo tale om organiske produkter, så noget af det kan også blive fordærvet i salgsdisken, så vi er nødt til at kassere det. Vi har jo selvfølgelig den største interesse i at sælge varerne til kunderne og ikke kassere dem, men det er vi nødt til, hvis noget af det er fordærvet.

Fra skib til dump

Affaldscentret i Nuuk oplyser, at flere butikker i byen benytter sig af muligheden for at få afleveret fordærvet frugt og grønt, der skal kasseres. Produkterne smides i containeren og sygner så stille og roligt hen til det forgår helt. Det varierer, hvor tit affaldscenteret modtager de grønne madvarer fra detailbutikkerne.

- Vi kan ikke oplyse, hvor store mængder vi kasserer, da frugt og grønt-affaldet i dag registreres som en samlet affaldsmængde, der bliver transporteres til affaldscenteret. Vi har ikke præcise tal for hvor meget det omfatter, men det er noget vi arbejder på at få mere fokus på i fremtiden, lyder det fra Randi Vestergaard Evaldsen.

Stop madspild

Sortiment- og logistikchefen i Brugseni forsikrer, at der snart kommer flere tiltag for at bekæmpe især madspild. Butikkerne gør allerede nu en stor indsats for at sætte prisen ned på varer, der nærmer sig sidste salgsdato. Alle disse produkter samles i de såkaldte madspildskølere.

- Brugseni indkøber mere og mere frugt og grønt fra Island, hvilket allerede har resulteret i friskere råvarer og færre kassationer, da transporttiden er kortere. Indimellem modtager foreninger som Dyrenes Venner også let fordærvede grøntsager og frugter til brug som dyrefoder. Vi arbejder med flere af sådanne tiltag, og vi har bestemt ingen interesse i at disse varer blot bliver smidt ud og går til spilde, oplyser sortiment- og logistikchef, Randi Vestergaard Evaldsen.

Powered by Labrador CMS