Madanmeldelse: Sådan spiser Sirius

Sirius-patruljerne kører månedslange ture fjernt fra pizzariaer, grill-barer og gourmet-restauranter og er henvist til frysetørret mad. Sermitsiaq.AG har testet Sirius-maden sammen med fire unge grønlændere

Smagsdommerne gik til biddet med stor energi. Smagspanelet bestod af Kasper Emil Brandt, Isak Kristiansen, Steen Søholm og Miki Reimer.

- Man skal i hvert fald ikke melde sig til Sirius for madens skyld. Så kontant er meldingen fra fire unge grønlandske gastronomer, som har prøvet et par af Sirius-patruljens frysetørrede rationer.

Gennem de seneste uger har TV-seerne fulgt Sirius i DR’s serie om Arktisk Kommando – og seerne har også set Siriusfolkene sidde i teltet og spise aftensmad. Men hvordan smager Sirius-maden så?

Sermitsiaq.AG tester Sirius-patruljens frysetørrede mad.

Sermitsiaq.AG fik et udvalg af typisk Sirius-mad fra patruljens hovedkvarter på Flyvestation Aalborg. Vi satte fire unge gastronomiske talenter fra Arctic Street Food-projektet stævne i deres ombyggede pølsevogn. Projektet stiller blandt andet op ved koncerter og store begivenheder, hvor de sælger grønlandske specialiteter som marineret sælkød, fiskesuppe, røget hellefisk og rejehapsere.

Ikke helt autentisk

Det skete på en parkeringsplads i Aalborg. Vejret var måske ikke så koldt som i Nordøstgrønland, men en bidende østenvind, let snefald og temperaturer omkring frysepunktet gjorde sit til at gøre eksperimentet autentisk.

Smagspanelet var meget interesseret i en pose, der indeholdt kogt torsk i karrysauce med ris. På papiret kunne det godt minde om Arctic Street Foods specialitet, der er en kraftig og meget velsmagende karrysuppe med hellefisk.

Lugter af fisk

- Det smager voldsomt af ikke helt frisk fisk, og risene ligner kartoffelmos, lyder den nådesløse kritik fra Isak Kristiansen.

- Nu er jeg jo ikke ekspert i frysetørret mad, meen... men den er godt nok meget gul. Det kan sikkert godt spises, hvis man har været på farten hele dagen. Men der er altså noget i vejen med torsken, som er meget sej i kødet, mener Kasper Emil Brandt.

Man ender nemt på toilettet, hvis man spiser for meget Beef Jerky, fortæller Isak Kristiansen.

- Det smager ikke af karry, men det har i hvert fald en pæn gul farve, supplerer Steen Søholm forsonligt.

- Fiskeretten skuffer virkelig. Flot farve, men en helt umulig smag, slutter Miki Reimer, der dermed besegler torskerettens skæbne som dagens værste måltid.

Underlig kødsovs

Næste ret på menuen var en pose med stroganoff og ris. Her er bedømmelsen lidt mildere.

- Det smager meget godt, men er for salt og har en mærkelig eftersmag af metal, mener Kasper. Også Isak kan lide smagen, men synes, at retten mangler bid. Det er Steen enig i:

- Det ligner en meget underlig kødsovs. Mangler kød og krydderier

Dagens tredje varme ret var aspargessuppe fra Knorr, som egentlig skal tilsættes både vand og mælk, men de fire unge sprang mælken over. Der er jo ikke køer i Nordøstgrønland, lød ræsonnementet.

Torsk med en meget gul karrysovs var suverænt dagens dårligste oplevelse, mener smagspanelet.

Den her suppe kunne jeg godt spice op med lidt purløg og krydderier – og så vil det blive helt hæderlig mad, mener Miki. Kasper er helt enig:

- Der skal bare noget kød i – for eksempel kødboller, selv om han ikke har et umiddelbart bud på, hvorfra Sirius skal få kødboller ude i den grønlandske isørken.

- Måske med ammassatter, foreslår han hårdt presset.

Kødchips

Udover de varme retter prøvede de fire unge også noget frysetørret Beef Jerky, som de alle fire udmærket kender fra jagtture i Grønland.

- Vi kalder det kødchips, og det smager godt med tatardressing. Man kan også bruge ketchup i en snæver vending, siger Kasper.

- Men man skal passe på. Spiser man for meget, ender man altså på toilettet, siger Isak, der åbenbart er en rigtig kender af Beef Jerky.

Den gastronomiske dom er klar: Det er helt sikkert en stor oplevelse at være i Sirius, og det kunne da også være sjovt at prøve. Men det skal altså ikke være for madens skyld...

På en skala fra en til fem ender den samlede bedømmelse af Sirius-rationerne mellem to og tre.

Powered by Labrador CMS