Macron i Danmark - et særligt statsbesøg

Den franske præsident kommer på officielt besøg. Både for vært og gæst er det et besøg ud over det sædvanlige.

Han er Frankrigs yngste statsleder siden Napoleon, forsidestof på aviser verden over, og han betragter sig selv og sin bevægelse "En Marche!" som et frisk politisk pust.

Tirsdag kommer Emmanuel Macron på statsbesøg i Danmark. Inviteret af dronningen og med Brigitte Macron vil han blive indkvarteret i Christian VII's palæ på Amalienborg.

FAKTA: Frankrigs præsident på dansk lynvisit

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er på statsbesøg i Danmark tirsdag og onsdag. Med på besøget er hans hustru, Brigitte Macron.

Læs her, hvad præsidentparret skal nå i løbet af de cirka 27 timer, de opholder sig i København:

Tirsdag 28. august:

* 11:10 modtages af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på Kastellet.

* 11:30 modtages af dronningen og indkvarteres i Christian VII's palæ på Amalienborg.

* 12:30 møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

* 15:00 møde med Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

* 15:45 præsentation af Søren Kirkegaard-manuskripter på Det Kongelige Bibliotek.

* 16:00 debatmøde i Den Sorte Diamant.

* 17:45 sejltur i Københavns havn med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Sólrun Løkke Rasmussen.

* 20:00 gallataffel på Christiansborg Slot.

Brigitte Macron deltager i en del af arrangementerne, men har også et særskilt program. Blandt andet en arbejdsfrokost med kronprinsesse Mary, hvor de skal tale om kvinders rettigheder.

Onsdag 29. august:

* 09:25 fransk/dansk business forum hos Dansk Industri

* 11:00 møde med danske kunstnere på Glyptoteket.

* 13:50 afskedsarrangement i Skuespilhuset.

Brigitte Macron besøger Rysensteen Gymnasium med kronprinsesse Mary.

Besøget skal styrke forholdet mellem Danmark og Frankrig og får især fokus på ungdom, uddannelse, kunst, klima og energi.

Emner, som ifølge den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray, står højt på præsidentens dagsorden.

- Jeres uddannelsessystem, arkitektur, den rene energi og socialpolitikken er en inspiration. Macron nævner ofte Danmark i sine taler, siger ambassadøren.

Og så giver det besøget en ekstra dimension, at prins Henrik var franskmand, og at prins Joachims hustru, prinsesse Marie, ligeledes er fransk.

- Det er jo nærmest et halvt fransk monarki, siger François Zimeray.

Begejstringen er gengældt hos dronningen. På et pressemøde 16. august på regentparrets slot i Frankrig, Chateau de Cayx, kaldte hun besøget noget særligt.

- Frankrig er min mands land. Jeg sætter stor pris på det og beundrer det på mange måder. Det siger mig noget helt andet, end så mange andre ellers udmærkede lande kan gøre.

Hun glæder sig til at møde den unge præsident, som hun har læst så meget om.

- Det er spændende, fordi han er en ret anderledes slags politiker end hans forgængere. Nu får jeg mulighed for træffe ham og få et indtryk af ham.

Ud over de officielle og pressedækkede begivenheder har de franske gæster ønsket at besøge kulturhuset Krudttønden på Østerbro, som i 2015 blev udsat for et terrorangreb.

- Det vil understrege den fælles forståelse for frihed, som Danmark og Frankrig deler, siger ambassadør François Zimeray.

Han var selv til stede i Krudttønden, da Omar Abdel Hamid el-Hussein affyrede skud mod bygningen. Det kostede den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard livet.

Inden præsidenten tager afsked med dronningen onsdag, skal han med en diamant ridse sit navn og dato for besøget i glasset i en af slottets ruder. Sådan som fyrstelige og statsoverhoveder har gjort siden 1841.

Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen skal deltage ved gallataffelen på Christiansborg tirsdag aften.

Powered by Labrador CMS