Måling: NQ og Samarbejdspartiet ryger ud
Nunatta Qitornai og Samarbejdspartiet ser ud til at miste deres mandater i Inatsisartut, hvis der var valg i dag. Det viser en ny meningsmåling.
I en ny meningsmåling står både Nunatta Qitornai og Samarbejdspartiet til at miste deres mandat i Inatsisartut. Det er samme tendens som i den seneste meningsmåling fra december 2018.
Adjunkt på Samfundsvidenskab ved Ilisimatusarfik Rasmus Leander Nielsen, som også er en del af forskerteamet bag undersøgelsen, mener, at Nunatta Qitornai bliver straffet for Vittus Qujaukitsoqs ansvar for landets finanser.
- Aleqa Hammond var ikke den store stemmesluger, vi forventede ved seneste valg, og Vittus Qujaukitsoq har siddet på Naalakkersuisoq for finanser-posten, hvilket er en uriaspost i de senere år med afgiftsstigninger og en stram, kontraktiv finanspolitik, siger han.
Forskeren understreger, at der ikke skal flyttes mange stemmer, før Nunatta Qitornai stjæler det yderste mandat, der pt. går til IA i undersøgelsen.
Samarbejdspartiet skal finde nyt vælgersegment
Samarbejdspartiet står med en større udfordring, hvis der kommer valg i den nærmeste fremtid med kun omkring to procent af stemmerne, påpeger han.
- Den gode nyhed for partiet er, at den fløjkrig, der har været ført i medierne og i retssalen i efteråret, ikke har haft endnu større negativ konsekvens for vælgeropbakningen, men der skal indhentes godt ét procentpoint for at opnå genvalg, siger han.
Ifølge undersøgelsen har partiet stort set kun opbakning fra kvindelige vælgere i Nuuk.
- De skal ud og finde opbakning i andre vælgersegmenter, hvis de vil opnå genvalg, lyder det fra Rasmus Leander Nielsen.
Begge partier er nye i landet
- Det bliver interessant at se senere meningsmålinger, om der er samme tendens til, at begge partier, der blev dannet kort før sidste valg, ikke bliver valgt ind igen.
Forskeren understreger, at den statistiske usikkerhed, der er i denne type meningsmålinger, gør, at partierne kan være målt for lavt.