råstoffer

Måling: Selvstyret overhører befolkningen

En meningsmåling foretaget af HS Analyse viser, at befolkningen føler sig overhørt i høringsprocesserne på råstofområdet

Hjalmar Dahl, præsident for ICC, og Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

I forbindelse med udgivelsen af den sidste rapport om borgerinddragelse på råstofområdet fra ICC Greenland og WWF Verdensnaturfonden, viser en meningsmåling foretaget af HS Analyse, at den grønlandske befolkning mener, at selvstyret lytter mere til olie- og mineselskaber end nogen andre grupper.

Det fremgår af en fælles pressemeddelelse fra ICC Greenland og WWF Verdensnaturfonden.

Knap hver fjerde af de adspurgte mener således, at selvstyret lytter mest til olie- og mineselskaberne, mens kun hver tiende mener, at der bliver lyttet mest til befolkningen, viser meningsmålingen.

Yderligere ti procent mener, at der bliver lyttet mest til uvildige eksperter, mens andre ti procent mener, at der bliver lyttet mest til interesseorganisationerne.

Kun hver ottende mener, at selvstyret lytter lige meget til alle parter.

Læs: Ny rapport giver råstofoverblik

Læs: Ny WWF-rapport vil styrke natur og fiskeri

ICC Greenland: ikke det, vi har kæmpet for
- Undersøgelsen bekræfter desværre vores indtryk af, at befolkningen ikke føler, at deres stemme bliver taget lige så alvorligt som mine- og olieselskabernes. Det er ikke det, vi har kæmpet for. Vi har ikke fået selvstyre for, at politikerne skal lytte mere til råstofselskaber end uvildige eksperter og befolkningen. Undersøgelsen viser ligeledes, at princippet om fri, forudgående og informeret samtykke ikke bliver fulgt af beslutningsmyndighederne i Grønland, siger Hjalmar Dahl, præsident for ICC Greenland.

Han bakkes i meddelelsen op af Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden:

- Der er noget helt galt, når borgerinddragelse ikke betyder, at der bliver mest lyttet til borgerne, men at de i stedet oplever, at selvstyret prioriterer storindustrien højest.

Undersøgelsen bygger på telefoninterviews med 735 personer i hele Grønland i september.

Powered by Labrador CMS