Qeqertarsuaq

Må kassere 10 tons varer efter ammoniakudslip

Udslippet skete torsdag på Royal Greenlands fabrik i Qeqertarsuaq

Lækagen i pladefryseren er stoppet igen og produktionen genoptaget
Offentliggjort

Royal Greenlands fabrik i Qeqertarsuaq blev torsdag ramt af et uheld, hvor en større mængde ammoniak lækkede fra en pladefryser.

Udslippet betød, at seafoodproducenten måtte kassere godt ti tons krabber og fisk, der var færdigproducerede. Det oplyser Royal Greenland.gl.

Stoppet hurtigt
Ifølge virksomheden kom udslippet under kontrol samme aften. Men omfanget af skader er endnu ikke gjort op.

- Ulykken skete torsdag eftermiddag, da en del af pladefryseren knækkede og medførte et større udslip af ammoniak. Vi har på nuværende tidspunkt kasseret mere end ti tons færdigvarer, det gælder torsk, hellefisk, havkat og krabber, siger indhandlings- og produktionsleder Karl Julius Broberg fra Royal Greenlands fabrik i Qeqertarsuaq.

Ammoniak er giftigt og ætsende og bruges som kølemiddel i pladefryserne.

Udstyr fra brandvæsenet
Udslippet skete klokken 16.45, hvorefter tre fabriksarbejdere omgående forlod produktionsrummet.

Fabriksledelsen fik derefter hentet hjælp hos det lokale maskinværksted.

- Da det viste sig, at udslippet var af større omfang, skaffede vi udstyr fra brandvæsenet, hvorefter mekanikere kunne komme ind i produktionsområdet for at stoppe udslippet. Udslippet blev stoppet torsdag aften. Men området, hvor udslippet skete, blev lukket af, indtil der var luftet ud og renset op fredag eftermiddag, lige som al produktion stoppede frem til mandag, oplyser Karl Julius Broberg.

I gang igen
Produktionen er efterfølgende kommet i gang igen, efter at hullet i pladefryseren er stoppet.

Samtidig er fabrikken endnu ikke færdig med at gøre tabet op. De kasserede produkter lå på et fryselager i nærheden af udslippet, men man mangler endnu at gennemgå yderligere et fryselager.

1,7 tons krabber er foreløbig blevet destrueret, mens de kasserede fisk endnu mangler at blive destrueret.

Læs også: Trawleren ’Tuugaalik’ i uheld under losning i Aasiaat

Powered by Labrador CMS