Lynge: Pompeo skal forholde sig til Thule
Naalakkersuisoq Steen Lynge vil under sit møde med den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo sætte spot på servicekontrakten med Thule-basen, som Grønland mistede for nogle år siden.
Steen Lynge glæder sig til at møde den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo, fordi ”dialog ansigt til ansigt kan være med til at fremme et bedre samarbejde, fordi forståelsen landene imellem kun kan blive styrket”, som han udtrykker det.
I et interview med Sermitsiaq.AG afslører Steen Lynge, at han helt konkret vil konfrontere Mike Pompeo med den kildne sag om den mistede servicekontrakt til Thule-basen.
- Vi har i det seneste år sammen med Danmark været i dialog med amerikanerne om emnet. Jeg håber, at vi kan finde en løsning, der tilgodeser begge parter: USA og Grønland, hvor Grønland helt naturligt skal have en større økonomisk effekt af, at USA har en base i vort land, siger Steen Lynge om den mistede kontrakt, der årligt indbragte i omegnen af 250 millioner kroner, før amerikanerne valgte et amerikansk selskab til opgaven.
Ingen konkret dagsorden
Steen Lynge afslører, at der endnu ikke foreligger en konkret dagsorden for mødet med Mike Pompeo og hans danske og færøske udenrigsministerkolleger.
- Men jeg er glad for, at relationerne vore lande imellem bliver styrket, som blandt andet kan ses af beslutningen om, at man åbner et konsulat i Nuuk, påpeger Steen Lynge.
- Det giver mulighed for, at vi kan øge samarbejdet inden for kultur, uddannelse og erhverv, hvor vi stadig savner en konkret udmøntning, siger Steen Lynge, der håber, at man kommer nogle skridt videre på det område.
Han forventer ikke, at mødet vil omhandle militære spørgsmål såsom en øget amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland.
- Det har ikke været en del af oplægget, da vi aftalte at skulle mødes i København, oplyser Steen Lynge.
Ingen invitation
Mike Pompeo udsatte tilbage i maj et planlagt besøg i Nuuk.
-Vil du på mødet med Pompeo overbringe ham en officiel invitation?
- Nej, det er ikke planen for nærværende. Men der skal ikke herske tvivl om, at Naalakersuisut hilser alle velkomne til at besøge vort land, understreger Steen Lynge.
På det personlige plan bliver det en af Steen Lynges største oplevelser, når han skal møde en udenrigsminister, der repræsenterer så mange millioner mennesker.
- Det bliver naturligvis et stort øjeblik at skulle repræsenterer Grønland. Jeg håber så sandelig, at jeg som naalakkersuisoq får mulighed for at møde andre landes udenrigsministre, så vi kan få styrket samarbejdet med flere lande, lyder det.
Er du lidt nervøs over at skulle møde en så magtfuld mand?
- Nervøs… Egentlig ikke. Men det bliver stort og spændende. Det hersker der ingen tvivl om, indrømmer Steen Lynge.
Læs hele sagen:
-
Steen Lynge går efter Pituffik og økonomisk udvikling
-
Mike Pompeo er landet i København
-
Med USA ved man aldrig
-
Det er sket siden Trump ville købe Grønland
-
Pompeop Pituffimmut tunngatillugu isumaqatigiissuteqarnissaq ammaffigivaa
-
Pompeo er åben for Thule-aftale
-
Pompeo tikeraarnissamut qaaqquneqarpoq
-
Pompeo fik en åben invitation
-
Kofod-udmelding om Kina springer i øjnene