Lyden af skrald på Nuuk Kunstmuseum

Lydkunstner Jacob Kirkegaard har optaget lyden af skrald og kloakker i Nuuk - og resten af verden

Hvordan lyder en losseplads? Og hvad med en kloak?

Det har lydkunstner Jacob Kirkegaard sat sig for at vise. Han har optaget skrald og kloakker – menneskets efterladenskaber – i Nuuk. Disse optagelser er blevet til små nye værker, som kan opleves på Nuuk Kunstmuseum.

Fra torsdag klokken 19 til 21 præsenterer han de små værker i Nuuk.

Men det er ikke kun i Nuuk, at lydkunstneren har været undervejs med sine mikrofoner. Han har lavet optagelser af affald, spildevand, affaldssortering og rensningsanlæg i Danmark og Letland, samt fra en af verdens største lossepladser; Dandora dumpsite i Nairobi, Kenya til kunstværket 'Testimonium', som ligeledes kan opleves på Nuuk Kunstmuseum.

Værkerne i Nuuk er en forlængelse og udvidelse af dette værk. Jacob Kirkegaard præsenterer disse værker, sin proces og refleksioner over det.

- Med lydsensorer begravet i endeløse bjerge af organisk affald, hydrofoner nedsunket i spildevand og forurenede floder, mikrofoner ved håndsorteret metal eller maskinsorteret glas, over sortsvedne landskaber af brændende plastisk - udfoldes et intimt portræt af menneskehedens efterladenskaber og tilknyttede industri, hedder det i en pressemeddelelse fra Nuuk Kunstmuseum.

- Jacob Kirkegaards værker udforsker måder, hvorpå umiddelbart ubemærkede, utilgængelige eller komplekse aspekter af tilværelsen kan lydliggøres, visualiseres og materialiseres.

- Hans lydværker har behandlet temaer som radioaktivitet i Tjernobyl og Fukushima, smeltende is i Arktis, grænsemure i Palæstina, og toner genereret fra øret.

‘Testimonium’ kan opleves på Nuuk Kunstmuseum frem til søndag, 11. august

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS