Lufthavnsbyggeri: Efter to udbudsrunder er der fundet en vinder

Kontrakt på anlæggelsen af en landingsbane ved Qaqortoq er på plads.

Byggeriet af lufthavnsbygninger er endnu ikke på plads men forventes genudbudt i løbet af foråret, lyder det fra KAIR.

Canadiske Pennecon Heavy Civil får til opgave at anlægge den nye landingsbane i den kommende lufthavn i Qaqortoq. Kontrakten er underskrevet, og anlægsarbejdet går i gang til foråret.

Aftalen er indgået som en hovedentreprise og omfatter blandt andet etablering af landingsbanen, byggemodning af terminalområdet, rullevej og flyforplads, parkeringsarealer samt færdiggørelse af adgangsvejen til Qaqortoq.

Det oplyser Kalaallit Airports Domestic (KAIR) i en pressemeddelelse.

Ifølge KAIR kom det canadiske firma med det mest fordelagtige tilbud i to udbudsrunder.

Fakta om Qaqortoq Lufthavn:

  • 1.500 meter landingsbane, 30 meter bred. ICAO Reference kode 3C med “non-precision approach” og localizers i begge baneender
  • Ca. 2.000 m2. terminal
  • Kapacitet: 200 pax pr. time (100 indgående + 100 udgående passagerer)
  • Terrænarbejdet vil omfatte 2 mio. m3 fjeld, som skal sprænges og udlægges. Anlægstidsplanen løber over tre år, og den nye lufthavn vil stå klar til brug i efteråret 2025.
  • Den 28. april inviterer Kalaallit Airports Domestic og Pennecon Heavy Civil til borgermøde i Qaqortoq. En orientering om de forestående arbejder og den nye lufthavn.

Kilde: Kalaallit Airports

Terminalbygninger skal genudbydes

- Vi er glade for, at kontrakten er på plads. Nu ser vi frem til at komme godt i gang med anlægsarbejdet, udtaler Jens Lauridsen, CEO i Kalaallit Airports Domestic, og fortsætter:

- Pennecon har lang erfaring med store anlægsprojekter i områder præget af de barske og omskiftelige omstændigheder, som også kendetegner Grønland. Og vi er sikre på, at de er de helt rigtige til at løfte opgaven.

Byggeriet af lufthavnsbygninger er endnu ikke på plads men forventes genudbudt i løbet af foråret, lyder det fra KAIR.

Aviaaja Karlshøj Knudsen fra KAIR uddyber i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG, at budene på terminalbygningerne gik over budget sidste forår:

- De nye lufthavnsbygninger (terminal, servicebygning og tårn), blev udbudt sidste forår som totalentreprise. Desværre gik udbuddet over budget. Derfor genudbydes bygningerne igen, men mindre ændringer i løbet af et par måneder.

- Det er baneentreprenøren (Pennecon) som skal byggemodne området til bygningerne, dette område skal stå klar i foråret 2023, hvor bygningsentreprisen vil gå i jorden. Genudbuddet vil derfor ikke få indflydelse på den gældende tidsplan, forklarer Aviaaja Karlshøj Knudsen.

Lufthavnsbyggeriet i Qaqortoq har været centrum for stor debat siden det kom frem helt tilbage i august 2020, at de indkomne bud på byggeriet var alt for dyre i forhold til, hvad politikerne i første omgang havde budgetteret med.

Blev delvist finansieret på efterårssamlingen

Ved efterårets finanslovsforhandlinger vedtog politikerne i Inatsisartut dog at holde fast i planen om en 1500 meter landingsbane og afsatte i den forbindelse de fleste af pengene, som projektet ventes at koste - samlet lidt over en milliard kroner.

Lufthavnen i Qaqortoq skal bygges og ejes af Selvstyret via selskabet Kalaallit Airports Domestic, hvorimod de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat placeres i selskabet Kalaallit Airports International. Selskaberne har samme direktør.

Også hos Pennecon Heavy Civil er der glæde over, at kontrakten er på plads.

- Vi ser frem til at arbejde sammen med Kalaallit Airports og bringe vores byggeerfaring til Grønland. Vores forretningstilgang er baseret på gensidig respekt og samarbejde for at sikre succes på alle niveauer - regerings- og samfundsniveau, samt for erhvervsliv og beskæftigelse, siger Pennecons bestyrelsesformand Larry Puddister ifølge pressemeddelelsen fra KAIR.

Sermitsiaq.AG har spurgt Aviaaja Karlshøj Knudsen om, hvad bet betyder, det er nu et andet selskab, der skal bygge landingsbanen i syd end de to øvrige i Nuuk og Ilulissat.

Spørgsmål: Er det ikke ærgerligt i forhold til, at Munck Gruppen må forventes at oparbejde en del erfaringer under de igangværende projekter i Nuuk og Ilulissat, som måske kan være brugbare i Qaqortoq?

- Kalaallit Airports Domestic ser meget frem til samarbejdet med Pennecon, som har stor erfaring med projekter i afsidesliggende egne med frost og fjelde. KAIR’s anlægsorganisation vil naturligvis drage nytte af den læring der er gjort på de andre to projekter, men ser det i øvrigt som en fordel at få en ny ressourcestærk entreprenør ind på Qaqortoq-projektet. Canadierne lægger op til godt samarbejde med KAIR og den lokale entreprenørstand, hvilket tegner positivt for det omfattende projekt, skriver Aviaaja Karlshøj Knudsen.

Powered by Labrador CMS