Lufthavnsbyggeri i Nuuk: Første del af landingsbanen skal stå sin prøve

I denne uge tjekker Trafikstyrelsen om den første halvdel af den nye landingsbane i Nuuk snart kan blive klar til start og landinger. Der er tale om omfattende opmålinger, tests og beredskabsøvelser.

Tirsdag blev der som en del af besigtigelsen af den nye landingsbane i Nuuk afholdt en brandøvelse.

Mittarfeqarfiits og Kalaallit Airports arbejder for at få de første 930 meter af den nye landingsbane i Nuuk klar til brug i begyndelsen af november.

Anlægsarbejdet er nu så langt, at Trafikstyrelsen i denne uge kan besigtige om 1. etape af lufthavnen lever op til alle de sikkerhedsmæssige forskrifter for at kunne blive godkendt til start og landinger. Det skriver Trafikstyrelsen på sin hjemmeside.

Og det er knald eller fald, for den nye landingsbane kan ikke tages i brug, før den er godkendt af Trafikstyrelsen.

Mere end 200 opmålinger

Tirsdag er luftfartsinspektørerne i fuld gang ved byggeriet i Nuuk, hvor de skal igennem en omfattende besigtigelse og gennemgå, om alt fungerer, som det skal, efter reglerne.

- Vores team skal blandt andet tjekke over 200 opmålinger omkring banen og teste om friktionen er tilstrækkelig. Vi skal også gennemføre beredskabsøvelser og afprøve om medarbejderne er trænet i alle de nye planer for, hvordan man for eksempel starter nødstrømsgeneratoren eller vedligeholder lufthavnens nye master og banelys, udtaler teamleder og luftfartsinspektør Casper Bruun Andersen.

Som en del af Trafikstyrelsens besigtigelsen var der tirdag også en beredskabsøvelse i lufthavnen.

Mittarfeqafiits brandvæsen i lufthavnen skulle inden for tre minutter efter at alarmen gik være ude og slukke en brand.

De klarede opgaven og var fremme ved brandstedet på omkring 2 minutter og 30 sekunder og startede slukningen. Teamleder Casper Bruun Andersen fra Trafikstyrelsen var tilfreds med resultatet.

Var godt tilfreds med dagens øvelse

Øvelsen gik ud på at komme ud og slukke en brand i en container der stod på sikkerhedszonen i den sydlige ende af landingsbanen.

Efter besigtigelsen gennemgår Trafikstyrelsen sammen med Mittarfeqarfiit og Kalaallit Airports, hvad der afslutningsvis skal til, før den nye landingsbane kan blive godkendt til start og landinger.

Planen er, at de første fly vil lette og lande på den nye bane fra torsdag den 3. november. Hele den nye terminal og den 2200 meter lange landingsbane forvendtes at stå klar i 2024.

Powered by Labrador CMS