Lufthavne: Nedslidte til et milliardbeløb

Lufthavnsselskabet har et vedligeholdelses-efterslæb, der runder en milliard kroner.

Mittarfeqarfiit, der er en af Grønlands største arbejdspladser med over 400 medarbejdere, er et selskab, der er nedslidt og i den grad trænger til en kærlig hånd.

Det fremgår af årsregnskabet, som netop er offentliggjort. Lufthavnsselskabet, der er et nettostyret selskab under Selvstyret, driver 13 lufthavne og 14 helikopterpladser.

“Udfordring”

Om det beregnede efterslæb i vedligeholdelse af bygninger, landingsbaner og materiel skriver ledelsen:

- Dette er for Mittarfeqarfiit en væsentlig såvel kort- som langsigtet udfordring.

Ledelsen pointerer, at efterslæbet ikke påvirker sikkerhedsniveauet, da dette altid prioriteres først, når der skal investeres.

Ingen betalingsfrist

Om de 1.066 millioner kroner i vedligeholdelsesefterslæb skriver ledelsen desuden:

- Der er ikke tale om et faktisk investeringsbehov, der forfalder til betaling på et givent tidspunkt, eller at lufthavnene ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt vedligeholdt, da nødvendige investeringer altid prioriteres og finansieres via anlægsinvesteringer.

Standard udfordret

- Anlægsinvesteringerne skal bidrage til opretholdelse af den nødvendige standard af lufthavnenes faciliteter og materiel. Man da de årlige afskrivninger, som er udtryk for det reinvesteringsbehov, der er nødvendigt for at opretholde samme standard af lufthavnenes faciliteter og materiel, er væstenlig større end anlægsinvesteringerne, er der tale om en reel nedslidning af lufhavnenes faciliteter og materiel.

Powered by Labrador CMS