Gå til hovedindhold

Lufthavne kan blive langt dyrere

Trods advarsler fra økonomer om at anlægge tre milliarddyre lufthavne, så er etableringen kommet et afgørende skridt videre med et lovforslag, der netop er sendt i høring. Og udgiften risikerer at vokse fra de anslåede 3,6 milliarder til 4,4 milliarder kroner.

Naalakkersuisoq for infrastruktur Erik Jensen har mandag sendt loven om rammebetingelserne for de tre nye lufthavne i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq i høring.

Anlæg, finansiering og drift

Loven fastlægger de centrale rammer og principper for Kalaallit Airports anlæg, finansiering og drift af de to internationale lufthavne i Ilulissat og Nuuk samt regionallufthavnen i Qaqortoq.

Det bliver en større økonomisk mundfuld at få finansieret de ambitiøse lufthavnsplaner. I forbindelse med finansloven for 2018 løftede finansdepartementet sløret for, hvad investeringerne vil løbe op i.

Af høringsmaterialet fremgår det, at man fortsat regner med, at det vil koste 3,6 milliarder kroner at anlægge de tre lufthavne. Men den reelle udgift kan ende i 4,4 milliarder kroner.

Margen på 800 millioner kroner

Forventningen er nemlig, at Selvstyret selv finansierer de 2,4 milliarder kroner. Så skulle man tro, at der kun var behov for at lånefinansiere for et beløb på 1,2 milliarder kroner, men af lovforslaget fremgår det, at man ønsker en ekstra lovmæssig margen på op til 800 millioner kroner til overskridelser.

- Det foreslås, at Grønlands Selvstyre skal kunne yde garanti for lån eller subsidiært yde lån med op til 2,0 mia. kr. til Kalaallit Airports A/S, står der i bemærkningerne.

Det fremgår også, at ”det er afgørende, at Kalaallit Airports A/S kan drive lufthavnene på kommercielle og markedsmæssige vilkår og sikre fornøden indtjening til, at selskabet kan overholde sine forpligtelser, ikke mindst overfor eksterne långivere”.

Takster

Set i det lys bliver det selvsamme selskab, der skal fastsætte taksterne og takstprincipper for anvendelse af lufthavnen, hedder det. Hvad taksterne ender med at blive, og hvilken betydning de får for billetpriserne, løfter man ikke sløret for.

Udsigten til, at selskabet vil give overskud, ligger dog langt ude i fremtiden, fremgår det.

- Det anses usandsynligt, at der i Kalaallit Airports A/S genereres et sådan overskud gennem de første mindst 10 år, at der kan være grundlag for udlodning til selskabet ejer. Det skyldes, at forpligtelserne på det forventede lånoptag forventes at optage langt størstedelen af selskabets indtægter, skriver Erik Jensens departement i lovbemærkningerne.

Gennemsigtighed

For at skabe gennemsigtighed i driften af lufthavnene bliver det også slået fast, at Kalaallit Airports ikke kan pålægges aftaler, som har til formål at anvende overskud i selskabet til finansiering af underskud i den øvrige del af den grønlandske lufthavnsstruktur.

En lang række departementer, kommuner, organisationer og virksomheder er blevet bedt om at komme med høringssvar, og fristen for at komme med indsigelser er sat til den 19. februar.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER