Lovforslag: Voldtægt mod børn skal straffes langt hårdere

Justitsministeret er efter flere års pres fra grønlandske politikere klar med et udkast til lovforslag, der skal skærpe straffen for voldtægt og andre seksuelle forhold mod mindreårige.

Det har i flere år været et ønske for Naalakkersuisut, at den danske regering skærpede strafniveauet for voldtægt og seksuelle overgreb mod mindreårige børn. Nu er et udkast til lovforslag klar, og høringsfasen sluttede for få dage siden den 11. februar.

Af bemærkningerne til forslaget fremgår det, at strafniveauet skal hæves med 50 procent. Nick Hækkerup oplyser, at det er planen, at lovforslaget skal behandles på Inatsisartuts forårssamling og senere under Folketingets kommende samling.

Nyskabelse

Med lovforslaget er der indført en nyskabelse, noteres det i lovbemærkningerne.

- Forslaget indebærer en nyskabelse i kriminalloven, idet der for første gang lovgives med det formål at udstikke nærmere retningslinjer om det konkrete foranstaltningsniveau for overtrædelse af en bestemmelse i kriminalloven samt med den virkning, at foranstaltningsniveauet forhøjes i forhold til gældende ret, står der i lovbemærkningen.

Det understreges, at valget og udmålingen af foranstaltning fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i hvert enkelt tilfælde under hensyn til grovheden og gerningsmandens personlige forhold.

Ekstraregning på 5 mio. kr.

Justitsministeriet har lavet en vurdering af, hvad lovændringen vil koste ekstra for Kriminalforsorgen.

- Merudgifterne kan særligt henføres til indførelsen af behandlingspladser for seksualforbrydere i anstalten i Nuuk og forhøjelse af foranstaltningsniveauet for seksualforbrydelser mod mindreårige. Der forventes varige udgifter hertil i kriminalforsorgen på ca. 5,0 mio. kr. årligt fuldt indfaset, bliver det oplyst i lovbemærkningen.

I 2019 blev der anmeldt 10 seksualforbrydelser pr. 1.000 indbyggere i Grønland. Til sammenligning blev der i samme periode anmeldt 0,9 seksualforbrydelser pr. 1.000 indbyggere i Danmark.

Powered by Labrador CMS