Lovforslag: Qaqortoq-lufthavn kan udskilles fra Kalaallit Airports
For at få internationale långivere til at spytte et milliardbeløb i de ambitiøse lufthavnsprojekter i Ilulissat og Nuuk kan det ende med, at Qaqortoq-lufthavnen bliver udskilt fra Kalaallit Airports.
Valget er overstået, og det nye Naalakkersuisut har allerede fremsat et lovforslag om rammebetingelserne for de nye lufthavne.
Forslaget skal førstebehandles den 28. maj og anden- og tredjebehandles til efterårssamlingen.
Qaqortoq – en klods om benet
Det har været kendt, at driften af en regional lufthavn i Qaqortoq ikke kan foregå på kommercielle vilkår.
Ifølge Kalaallit Airports prognoser, vil lufthavnen i Qaqortoq ikke kunne drives med overskud. Den sydgrønlandske lufthavn er dermed blevet en klods om benet for det totale lufthavnsprojekt, som Kalaallit Airports er sat i søen for at etablere og drive.
Det underskudsgivende projekt i Sydgrønland kan vise sig at spænde ben for, at långivere vil putte penge i Kalaallit Airports eller fordyre låneoptagelsen, fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget.
Lovforslag med kattelem
Det er forklaringen på, at lovforslaget opererer med en kattelem; en paragraf, hvor Naalakkersuisut får bemyndigelse til at fjerne Qaqortoq-lufthavnsprojektet fra Kalaallit Airports og overdrage opgaven til andre offentlige myndigheder eller selskaber, der er ejet af Grønlands Selvstyre.
I forvejen bøvler Kalaallit Airports med at få den nye lufthavnsplacering i Qaqortoq til at leve op til en tilfredsstillende regularitet, så man undgår for mange aflysninger i løbet af et år.
Regularitet bekymrer
De første vind- og turbulensstudier har afsløret, at regulariteten er så lav som 75, og bestyrelsesformanden for Kalaallit Airports, Johannus Egholm Hansen, mener, at man som minimum skal op på en regularitet på 90.
Yderligere studier skal fastslå, om justeringer af lufthavnens placering kan øge regulariteten, så den bliver tilfredsstillende.
Kangerlussuaq indgår ikke
Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at man ikke vil beskæftige sig med lufthavnen i Kangerlussuaqs fremtid i nærværende lovforslag.
Det store spørgsmål er nemlig, om den skal skæres ned til en heliport, hvilket er samfundsøkonomisk mest givtigt, eller landingsbanen skal reduceres, så den får status af regional lufthavn, hvilket vil kræve en investering på en halv milliard kroner.
Det fremgår af bemærkningerne, at en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Selvstyret og Qeqqata Kommunia skal afdække Kangerlussuaqs fremtid.