Lovændring: Vilkår i storskalaprojekter skal lempes

Storskalaprojekter får nu løsnet nogle af de snærende bånd, som den grønlandske lovgivning hidtil har sat. Det skulle gerne resultere i en større interesse for at investere i vandkraft i Grønland og gøre det lettere at hente arbejdskraft udefra.

En lovændring vedrørende storskalaprojekter er netop sendt i høring. Formålet er at få fjernet to begrænsninger, som har været hæmmende for at etablere store mineprojekter og dermed skabe vækst i det grønlandske samfund.

Begrænsning ophæves

Storskalaloven giver mulighed for at hente arbejdskrafte udefra på lempligere betingelser; men den har begrænset, hvilke faggrupper der kan hentes i udlandet til at etablere et stort projekt.

Nu gives der mulighed for at langt flere medarbejderprofiler, der er tilknyttet et storskala-projekt kan hentes fra udlandet.

Hidtil har aktiviteter inden for madlavning, kantinedrift, rengøring og lokal transport ikke været inkluderet som en mulighed for arbejdsgiveren at hente udefra. Men det skal være slut, hvis lovændringen bliver vedtaget i Inatsisartut.

Undgå flaskehalse

Begrundelsen er, at man vil forsøge at undgå at mineprojekterne konkurerer om arbejdskraften med turistbranchen, hvor der i forvejen er flaskehalse. Det gælder især inden for hotel- og restaurantbranchen.

Og så skal storskalaloven fremover kunne favne projekter, der kun opererer med en beløbsramme på 1 milliard kroner og opefter. Dermed har man barberet fire milliarder af mindstekravet, der tidligere lå på fem milliarder kroner.

Internationale vilkår

- Ændringen betyder, at potentielle lovende mineprojekter vil kunne udbydes på internationale konkurrencemæssige vilkår. Dermed vil mulighederne for at disse projekter kan finansieres og realiseres øges, står der i bemærkningerne til lovændringen, der samtidig peger på en helt anden og måske mere væsentlig gevinst:

- Ligeledes vil en sænkning af beløbsgrænsen forbedre mulighederne for at tiltrække investeringer til udvikling af Grønlands vandkraftpotentialer.

Høringsfrist

Høringsfristen er sat til den 2. november 2018, og det er erhvervs- og energidepartementet, der har udarbejdet lovændringen.

Powered by Labrador CMS