Lovændring: Pris-info på varer skal forbedres

En ændring af Markedsføringsloven skal sikre, at forbrugerne er sikret mulighed for at sammenligne priser på varer mellem forskellige mærker og pakningsstørrelser.

Erhvervsdepartementet har netop sendt en ændring af markedsføringsloven i høring, og den indeholder nye tiltag til gavn for de grønlandske forbrugere.

Når en borger er på indkøb skal vedkommende have en mulighed for at sammenligne priser på forskellige varer, så det bliver mere gennemskueligt, hvilken vare der er billigst set i forhold til den mængde man får.

Pligt til at oplyse kilopriser

Hvis ændringerne til markedsføringsloven bliver vedtaget på Forårssamlingen næsten år giver det Naalakkersuisut mulighed for at lave regler ”vedrørende oplysninger om enhedspriser, såsom pligt til at oplyse kiloprisen”, står der i bemærkningerne til lovændringen, som er sendt i høring frem til den 27. december.

Departementet har ligeledes kastet sig over reglerne for tjenesteydelser og abonnementer, der spiller en stadig større rolle i et digitaliseret samfund, hvor man har mulighed for at tegne et hav af forskellige typer abonnementer og købe mange forskellige typer af arbejds- og tjenesteydelser.

Bedre overblik

- Der er derfor behov for en mere specifik regulering af markedsføringen af disse aftaletyper, som kan understøtte et bedre overblik over de samlede omkostninger, der er forbundet med dem. Og derved også give forbrugerne bedre mulighed for at kunne sammenligne de forskellige virksomheders tilbud, står der indledningsvist i bemærkningerne til ændringsforslaget af Markedsføringsloven.

Kontrol i butikkerne

Et tredje element skal desuden give Forbruger- og Konkurrencestyrelsen mulighed for at føre tilsyn i de åbne kundearealer, hvor markedsføringen finder sted, så myndighederne kan tjekke om butikkerne overholder Markedsføringslovens bestemmelser.

Det er forventningen, at loven kan træde i kraft 1. juli 2020.

Powered by Labrador CMS