Lokale guider hænger ikke på træerne

Turist-selskaberne vil atter bruge danske guides i turistsæsonen. De lokale og de studerende vil hellere bruge sommeren til ferie.

Udenlandske guides er kan ikke undværes.

Der blev uddannet otte nye turistguider i Ilulissat sidste år, men det er langt fra nok til at dække behovet for guider. Derfor tilkalder turistbureauerne danske guider i højsæsonen.

Årets første krydstogtskib anløber Ilulissat i næste uge, og allerede i denne uge er der et mylder af gæster i Ilulissat på grund af minis­termødet om Nordpolen.

Der er lagt op til en ny travl sæson, og igen bliver der brug for at tilkalde guider til de mange ture omkring Ilulissat.

– Vi er på rette vej med hensyn til uddannelse af lokale guider, men det er meget svært at rekruttere de lokale til job i turismen, siger direktør Klaus Berg fra Destination Disco til Sermitsiaq Erhverv.

– Det hænger sammen med, at arbejdet i turismen er sæsonarbejde på tre måneder. Vi gør en indsats for at tilbyde for eksempel GU-elever eller andre studerende arbejde som guider om sommeren. Men vores erfaringer viser, at de hellere vil holde ferie.

50 ansøgere

Det ville være en ønskesituation, hvis lokale guider viste deres by for gæst­er­ne; så ville gæsterne få en endnu oplevelse, siger Klaus Berg.

Samme billede af situationen tegner turistselskabet World of Greenland, der igen i år må bruge danske guider.

- Uddannede guider hænger ikke på træerne, men vi har brug for uddannede guider, fordi vi har med kræsne gæster at gø­re, siger direktør Espen Andersen til Sermitsiaq Erhverv.

World of Greenland har 25 ansatte i højsæsonen og i år må formaet hente 12 ansatte ude fra i højsæsonen.

- Vi kunne ikke skaffe guider nok i Ilulissat og måtte tilkalde folk ude fra, fortæller Espen Andersen.

- Der er til gengæld stor interesse for at arbejde som guide i Grønland, når vi opslår stillinger i Danmark. Vi fik 50 ansøgere til de 12 stillinger vi slog op. Det er typisk studerende, der er vant til at servicere turister, der søger stillingerne. Og ofte viser det sig, at ansøgerne tager deres ophold som et eventyr. Vi møder faktisk også gengangere hvert år, siger Espen Andersen.

Han påpeger, at der kun er én vej, når det gælder lokale turistguider: Uddannelse, uddannelse og atter uddannelse.

- Men jeg tvivler på, om nogensinde får vores behov dækket 100 procent med lokale guider. Det er dog ikke et isoleret problem for Grønland. Det er faktisk et problem for mange lande, der hvert år må tilkalde guider ude fra, fordi de lokale hellere vil ha­ve helårsarbejde end sæ­sonarbejde og bruge sommeren til ferie, siger Espen Andersen.

Powered by Labrador CMS