Løser Rubik-terning på otte sekunder

World Cube Association i Grønland har lørdag afholdt den første officielle konkurrence i speedcubing. Óskar Pétursson vandt med et gennemsnit på 8,30 sekunder i disciplinen 3x3x3.

Offentliggjort

Landets første officielle konkurrence i at løse en Rubik-terning på tid, anerkendt af World Cube Association, er lørdag blevet afholdt i Nuuk.

Her var den islandske cuber Óskar Pétursson overlegen.

Han vandt konkurrencen med et gennemsnit på 8,30 sekunder i disciplinen 3x3x3.

Steen L. Thorsteinsen fra Danmark tilkæmpede sig andenpladsen med et gennemsnit på 17,55 sekunder, mens Felix Rowan fra Storbritannien fik en tredjeplads med et gennemsnit på 21,49 sekunder, oplyser World Cube Association på deres hjemmeside.

Workshop og verdensrekord

Resultaterne, som bygger på et gennemsnit af fem tidsbestemte løsninger, anerkendes officielt af World Cube Association. Alle har kunnet deltage i konkurrencen, men resultatet registreres kun, såfremt Rubiksterningen løses på under ti minutter - og det har deltagerne haft gode forudsætninger for.

Dagen inden og i timerne op til konkurrencen havde Clément Cherblanc, som repræsenterer World Cube Association, og Pétur Óskarsson arrangeret en workshop, hvor de fremmødte cubers blandt andet har kunnet få hjælp til at løse Rubik-terningen på under ti minutter og lære nye teknikker.

Verdensrekorden er ifølge The Guardian netop blevet slået af den amerikanske cuber Max Park, som løste en Rubiksterning i disciplinen 3x3x3 på 3,13 sekunder. Du kan se videoen HER.

Powered by Labrador CMS