Løkke: Debat om sagsområder skal tages i Grønland

Naalakkersuisut nøler med at hjemtage sagsområder, mener Aaja Chemnitz Larsen

Grønland kan hjemtage områder fra staten lige så snart man ønsker det. Det fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen på et spørgsmål fra Aaja Chemnitz Larsen (IA).

IA's folketingsmedlem rejste spørgsmålet under folketingets udvidede spørgetime i går. Hun pegede på, at det nu er ti år siden, at Grønland med selvstyreloven fik mulighed for at hjemtage en hel stribe sagsområder.

- Ingen af de 32 områder er hjemtaget ti år efter. Dette på trods af, at minimum otte områder kunne hjemtages i morgen, hvis Grønland ønsker det, sagde Aaja Chemnitz Larsen (IA) fra folketingets talerstol.

- Erfaringerne de senere år viser, at når det gælder opdatering og klargøring til hjemtagelse af disse 32 områder, så afventer Grønland Danmark og Danmark afventer Grønland.

Efterlyser plan

Under efterårssamlingen sidste år fremlagde Naalakkersuisut en redegørelse for hjemtagelse af områder. Aaja Chemnitz Larsen (IA) er ikke imponeret.

- Her fremgår det også klart, at Naalakkersuisut ikke har en klar plan for hvilke områder, der skal hjemtages og hvornår.

- Hvad skyldes denne nølen?

Men det er ikke fra dansk side, at der bliver stukket en kæp i hjulet, fastslog statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Jeg tror i virkeligheden, at det er et spørgsmål, som skal rejses i Nuuk. For sådan som lovgivningen er bygget op, er det jo, fuldstændig ligesom det har været gældende for Færøerne, i Nuuk og i Tórshavn, at man initierer områder hjemtaget. Så det hviler jo på det, man kunne kalde en grønlandsk appetit på at tage opgaver, der løses af Danmark, af rigsfællesskabet, i Grønland. Så det er jo en debat, man skal tage der.

- Manglende appetit

Statsministeren vurderer, at det er økonomiske spørgsmål bag den manglende hjemtagelse.

- Når ambitionen altså konkret har været lavere end det, som jeg sådan egentlig selv også oplevede, da jeg stod i Nuuk for 10 år siden, hænger det vel sammen med, hvis vi skal være åbne over for hinanden, at Grønland også har en stribe udfordringer omkring det med at være økonomisk selvbærende, om at have de nødvendige ressourcer.

- Det er så også i den sammenhæng, at jeg lægger utrolig meget vægt på, at vi får det her tættere samarbejde, også et tættere erhvervspolitisk samarbejde. For den helt grundlæggende forudsætning for at kunne udleve den der appetit på at kunne mere selv er jo, at man har kræfterne til det.

Aaja Chemnitz Larsen (IA) mener, at det nu er på tide at begynde at gå vejen mod større selvstændighed. Det skal ske ved inden næste år at udarbejde en konkret plan for, hvornår og hvordan de forskellige områder skal hjemtages. I hendes øjne bør man starte med fødevareområdet, politiets administrative opgaver og udlændingeområdet.

I 2030 vil hun genforhandle selvstyreaftalen.

Powered by Labrador CMS