Løkke er skeptisk overfor inuit-register

Lars Løkke Rasmussen har reservationer over for forslag om et inuit-register, sagde han under en debat i Folketinget med Aki-Matilda Høegh-Dam.

- Når man f.eks. hører forslag om et inuitregister og tanker om at bruge etnicitet som afsæt for at registrere sin befolkning, så er det i hvert fald noget, der hos mig skaber en eller anden reservation, sagde Lars Løkke Rasmussen under en debat i Folketinget.

Debatten om et såkaldt inuit-register fandt tidligere i denne uge vej til Folketinget, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sagde, at han har reservationer i forhold til oprettelsen af et inuit-register i Grønland.

Udmeldingen kom som respons på et spørgsmål fra folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S). Hun spurgte ind til udenrigsministerens syn på, hvordan inuits rettigheder som oprindeligt folk kan styrkes:

- For indtil videre er det ikke blevet meget klart anerkendt af udenrigsministeren, at der er noget, der hedder de oprindelige grønlandske inuit eller det oprindelige arktiske folk, lød spørgsmålet fra Aki-Matilda Høegh-Dam.

Løkke: Grønlandsk befolkning er inuit og andre

Lars Løkke Rasmussen understregede, at han fuldt ud anerkender, at inuit er et oprindeligt folk. Han sagde videre, at som han ser det, er der en grønlandsk befolkning, som består af 'både det oprindelige folk og andre, der legitimt kan kalde sig grønlændere.'

I den forbindelse udtrykte udenrigsministeren bekymring om oprettelsen af et inuit-register:

- Det er klart, at når man f.eks. hører forslag om et inuitregister og tanker om at bruge etnicitet som afsæt for at registrere sin befolkning, så er det i hvert fald noget, der hos mig skaber en eller anden reservation, for der er nogle helt grundlæggende menneskerettigheder, som også skal iagttages, ikke, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Høegh-Dam: Skal der ikke være et register?

Udmeldingen om registret fra Løkke fik Aki-Matilda Høegh-Dam til at spørge, om det skulle forstås på den måde, at folk ikke har ret til at kunne kalde sig selv inuk og være registreret som inuk ifølge udenrigsministeren.

Lars Løkke Rasmussen svarede, at han ikke så noget problem i, at folk definerer sig selv som et oprindeligt folk, men at problemet opstår, hvis det bliver brugt til at 'tillægge sig selv særlige rettigheder':

- Der, hvor der kunne være et problem, er, hvis man inden for rammerne af et demokrati ligesom tillægger det at tilhøre et oprindeligt folk noget op imod andre, der har menneskerettigheder i det pågældende samfund, altså at man tillægger sig selv nogle særlige muligheder eller afgrænser nogle andres, ikke?

Vil stille spørgsmål

Udenrigsministeren sagde videre at det må være op til en debat i Grønland om man vil indføre et inuit-register, men han insinuerede, at regeringen holder øje med udfaldet:

- I det omfang, man konkluderer på den på en måde, som skulle rumme problemer, så vil vi selvfølgelig løfte en hånd og stille nogle spørgsmål, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Forslaget om en inuit-register er blevet bragt på banen af Naleraq-formand Pele Broberg, der blandt andet har sagt, at registret eventuelt vil kunne bruges ved Inatsisartut-valg og ved en fremtidig afstemning om selvstændighed. Forslaget blev debatteret under efterårssamlingen og behandles i Lovudvalget, inden det igen skal behandles på forårssamlingen.

Powered by Labrador CMS