Sisimiut

Løb fra Kangerlussaq til Sisimiut

Niels Tuutu Berthelsen gennemførte strækningen på en weekend

Niels Tuutu Berthelsen løb i alt 32 timer for at komme fra Kangerlussuaq til Sisimiut

Det er populært at vandre på strækningen mellem Kangerlussuaq og Sisimiut, men det er absolut de færreste, der har løbeskoene med på turen.

Det var dog tilfældet for Niels Tuutu Berthelsen, der begyndte turen i Kangerlussuaq fredag klokken 16.00 og nåede i mål på den i runde tal 160 lange rute i Sisimiut søndag klokken 19.00.

10 kilo oppakning
Med sig havde han 10 kilo oppakning med det absolut mest nødvendige som sovepose, liggerunderag, vand, frysetørret mad, energibarer, gas, kamera, gps og satellittelefon.

Det tog i alt 32 timer at løbe strækningen, og undervejs blev det til nogle få timers søvn ad gangen.

Læs: Ønsker viden om lang vej eller sti

Varmt
- Den største udfordring var, at det var meget varmt og solrigt på strækningen. Flere elve var tørret ud på den første del af ruten. Og omkring halvvejs måtte jeg stoppe nogle timer og sove på grund af varmen og væskemangel, der havde givet mig hovedpine. Først da solen ikke var så fremherskende, kunne jeg fortsætte, forklarer Niels Tuutu Berthelsen.

13 timers løb
Fredag blev det til cirka 13 timers løb, hvilket bragte ham 70 kilometer i retning mod målet, og natten til lørdag blev det udelukkende til tre timers søvn, fordi de mange vandreturister på strækningen forstyrrede.

Sisimiut i sigte
Lørdag bød på ni timers løb og søndagen ti timers løb, før Sisimiut var i sigte.

- Alt i alt var det en rigtig dejlig tur. Jeg kender strækningen godt fra vandreture og ture på hundeslæde. Jeg så mange rensdyr og oplevede den flotte natur, og mødte også mange flere turister, end jeg havde forventet, siger Niels Tuutu Berthelsen.

Ekstremløb
Han ser sin egen præstation som et bevis på, at det kan lade sig gøre at løbe strækningen - og forhåbentlig kan turisterhvervet bruge ruten til at markedsføre ekstremløb i fremtiden.

Powered by Labrador CMS