Lodsfirma afvikler grønlansk selskab

Endnu en aflyst krydstogtsæson har fået DanPilot til at afvikle sit grønlandske datterselskab.

k

Fremover vil DanPilot tilbyde lodsservice i Grønland direkte gennem DanPilot og ikke længere gennem selskabet Greenland Pilot Service ApS.

DanPilot er ejet af den danske stat, og selskabet oplyser, at Greenland Pilot Service afvikles. Det sker, fordi endnu en krydstogtsæsonen er aflyst, og det har slået bunden ud af efterspørgslen på lodser.

- DanPilots datterselskab, Greenland Pilot Service ApS, der hovedsageligt leverer lodsningsydelser til krydstogtskibe i Grønland, har været hårdt ramt af corona-pandemien, der har sat en stopper for al krydstogtaktivitet i Grønland siden foråret 2020, skriver DanPilot i en pressemeddelelse.

Mister igen hele højsæsonen

Ifølge DanPilot har myndighederne meddelt selskabet, at der ikke bliver åbnet for krydstogter før tidligst i efteråret 2021, hvilket i praksis betyder, at hele højsæsonen er aflyst.

- For at tilpasse sig de nuværende udfordrende markedsvilkår med nedgang i aktiviteten, udbydes lodsservicen i Grønland fremadrettet i en struktur direkte integreret i DanPilot, skriver DanPilot.

Lodsfirmaet beholder sit kontor i Nuuk, og tidligere direktør i Greenland Pilot Service Aps, Peer Bøje Brandenborg, fortsætter i spidsen for kontoret og har fået titel af director of arctic operations.

Powered by Labrador CMS