Julefortælling

'Et lille juletræ, som jeg aldrig glemmer'

Den tidligere Atassut-politiker Otto Steenholdt har skrevet en beretning om sin barndoms jul i Qeqertarsuatsiaq

Otto Steenholdt

Tidligere medlem af Landstinget og Folketinget for Atassut, Otto Steenholdt, har skrevet en beretning om sin barndoms jul.

Vi bringer her beretningen og ønsker lige som Otto Steenholdt vores læsere glædelig jul.

Et lille juletræ som jeg aldrig glemmer

Det er mange år siden, at jeg første gang så et dansk juletræ.

Det skete i vores lille bygd Qeqertarsuatsiaq lidt syd for Egedesminde i Grønland.

Vores hjemmelavede juletræ blev altid lavet af vores far. Det blev lavet af træ, der blev omviklet med lyng, bundet fast til træskelettet med sytråd.

Dejligt gensyn
I slutningen af 1900 tallet kom jeg tilbage til bygden, for at se min elskede bygd, som var blevet affolket for flere år siden. Jeg kom til den bygd, som jeg elsker så højt, medbringende en kobberplade.

Det var dejligt at se bygden igen efter så mange års fravær. Selv om jeg var helt alene, følte jeg mig ubeskrivelig velkommen. Når jeg kiggede mig rundt omkring, følte jeg små bakker komme frem for mit indre øje, gamle hustomter og snoede stier, fjelde og små næs med deres egne historier, som om de blev levende og bød mig velkommen.

Affolket
Bygden, som jeg var blevet født i, var blevet affolket. Nu var her ganske stille. De velkendte lyde af hunde eller smækken af husenes yderdøre hørtes ikke mere.

De resterende, faldefærdige og forladte huse gjorde ondt på mig at se. Ruderne var blevet knust. Malingen på de gamle huse var skallet af. Da jeg kiggede på de gamle huse, havde jeg den følelse, at deres beboere, som jeg huskede så godt, når som helst kunne komme ud af deres huse og hilse på mig.

Messingplade
Jeg kiggede på den messingplade, som jeg stod med i hænderne, og som jeg skulle sætte på en sten. Jeg syntes, at teksten på messingpladen var meget passende. Der stod: Jeg hører stadigvæk mine børns stemmer.'

I mange år har den lille bygd været fuld af lyde, fangernes stilfærdige færden på vej ned til stranden bærende på deres kajakker, skolebørnene med deres få skolebøger under armen hilste glade på hinanden. Hundelyde fra den fanger, som skulle af sted på hundeslæde. Hvis det var søndag, skulle man kunne høre kirkeklokkens kimen. Bygden med mange forskellige lyde i alle disse forsvundne år er nu fuldstændig stille.

Bygdens ansigt
Det var, som om jeg så 'bygdens ansigt' i luften kigge bedrøvet på mig, ja bedrøvet, men på en blid måde udtrykke sine trøstende ord: Ja, selv om der er stilhed, hører jeg i mine ører, hvad der er sket af uforglemmeligt og glædeligt her i bygden i alle disse år, ja, I er alle sammen mine børn. Så længe de små næs dernede og de høje fjelde nær og fjernt og husruiner kan ses, vil jeg sige til dig, at selv om der er meget stille her, vil jeres lyde klinge uforglemmeligt i mine ører mange, mange år fremover.”

Mens jeg stod der og blev meget grebet, blev mine tanker afbrudt. Det var en lille snespurv, som begyndte at synge på taget af min onkels halvt væltede hus.

Skrøbeligt
Dette hus, som har været et af de få skønne, store træhuse i bygden, var kommet til at se ganske skrøbeligt ud. Taget var braset sammen og havde skubbet de fire vægge udad. Det et skuffende syn. Hvem kan reparere det hus, og hvad kan det nytte at reparere det? Hvem vil flytte til bygden?

Jeg gik langsomt hen til huset med håb om at finde en lille souvenir. Alle de ting, jeg så i huset, havde hver sin uforglemmelige historie for mig. Jeg måtte ikke komme for nær det faldefærdige tag, der så ud til at kunne falde sammen ved den mindste berøring.

Rester af juletræ
Gennem hullet i taget kunne jeg se husets loft. Jeg blev forbavset, da jeg så to tynde afskallede grene. Da jeg kom nærmere og så, hvad det var, følte jeg pludselig en uforglemmelig glæde. Det var rester af min onkel Silases historiske juletræ. Et fremmed juletræ i bygden lå hjælpeløst der.

Onkel Silas fandt det for mange år siden, skyllet i land på stranden. Jeg har den tanke, at dette mærkelige juletræ, ikke lavet af menneskehænder, var drevet over store havområder, måske helt fra Canada.

Juletræernes land
I vore dage i Europa eller et sted, hvor juletræerne vokser, er det tradition, at forældrene tager deres børn med i skoven for at fælde deres eget juletræ.

Silases juletræ var efter min mening for mange år siden blevet behandlet på samme måde et sted i juletræernes land. Det var blevet pyntet med julepynt og julelys i den skønne juleaften. Far og mor med deres børn havde med glæde danset og sunget omkring juletræet. Men glæden ved juletræet forsvinder pludselig, når alle de gode julegaver til alle husets beboere er blevet uddelt.

Som regel var der kommet den irritation, at nålene faldt af kort tid efter jul. Der var efter min mening mange, som smed deres juletræ ud gennem døren, hvorefter det blev glemt.

Trillede rundt
Mange juletræer med rester af julepynt hængende på grenene trillede rundt på gaderne blæst af vinden, og nogen af dem endte måske til sidst i havet.

Silases juletræ drev over havet og landede i nærheden af vores bygd. Det var cirka 1,5 meter højt. Stammen og grenene var intakte, men barken og nålene var for længst væk. Det var blevet helt hvidt efter det lange ophold, både i havet og på land.

Silas ville ikke dække sit juletræ med lyng. Træet skulle være hvidt. Han pyntede det, satte julestjerne på toppen og lyseholdere med røde og hvide stearinlys på grenene. Et juletræ ikke lavet af menneskehænder, det eneste fremmede, men meget kønne juletræ i bygden. Mange bygdebørn samlede sig med glædestrålende øjne foran Silases vindue for at se det ikke-menneskelavede og fremmede juletræ.

To grene tlibage
Dette historiske juletræ endte sine dage i bygden. Det forlod ikke bygden som så mange andre bygdebeboere. Det blev der, indtil der til sidst kun var to grene tilbage.

Hvis dette juletræ havde kunnet fortælle sine erindringer, kunne det måske berette om så mange forskellige børn, der kiggede på det gennem Silases vindue. Men juletoner og børnenes glade ansigter er nu kun et minde for juletræet.

Jeg takker dig, du lille ikke-menneskeskabte juletræ. Måske påvirket af juleglæden har jeg den tanke, at det var det barn, der blev født julenat, som havde bestemt, at dette fremmede juletræ skulle bringe juleglæden til bygden.

Glædelig Jul alle sammen!

Powered by Labrador CMS