Gå til hovedindhold

Licitation: Vigtig milepæl for sydlufthavn

I dag vil det blive afsløret, hvad det vil koste at anlægge og bygge såvel landingsbaner som bygningerne i forbindelse med den planlagte regionale lufthavn i Qaqortoq.

Kalaallit Airports Domestic vil i dag modtage i alt ni tilbud på, hvad det vil koste at etablere lufthavnen i Qaqortoq, og der er naturligvis stor spænding, om tilbuddene holder sig inden for budgetterne.

Fem selskaber kommer med et bud på, hvad de skal have for at etablere landingsbane, flyforplads, byggemodning af bygningsområde samt ankomst- og parkeringsarealer - udbudt som hovedentreprise:

  • MT Højgaard A/S
  • Aarsleff Istak
  • JK Petersen Contractors
  • Munck Havne & Anlæg
  • Pennecon Heavy Civil Ltd

Fire selskaber vil byde på bygningsentreprisen, som indeholder etablering af terminal, servicebygning og tårn - udbudt som totalentreprise:

  • ArtiCon
  • Permagreen Greenland A/S
  • Ístak hf
  • MT Højgaard A/S

For borgerne er der naturligvis spænding om den endelige pris, men lufthavnsselskabet oplyser forud for licitationen i dag fredag, at man ikke vil komme til at udtale sig om tilbuddene, ”før der er sket en gennemgående tilbudsevaluering og forhandling med tilbudsgiverne samt drøftelse med vores ejer”.

Ny budrunde

Baneentreprisen har allerede én gang været i udbud, men alle bud overskred budgettet i så alvorlig grad, at lufthavnsselskabet i samråd med ejeren (Selvstyret, red.) besluttede at gennemføre en ny budrunde – dog uden at ændre et komma i udbudsmaterialet.

Igennem det seneste halve år er prisen på byggematerialer blot steget og steget, en udvikling, som også kan resultere i en langt større udgift, når det gælder bygningsentreprisen.

Kalaallit Airports Domestic, der er et 100 procent ejet selskab af Selvstyret og således intet har at gøre med selskabet, der bygger lufthavnene i Nuuk og Ilulissat, har fået 674 millioner kroner til at anlægge den regionale lufthavn. Om det beløb rækker er tvivlsomt.

Tre scenarier

Lufthavnsdirektør Jens Lauridsen har tidligere signaleret, at det vil være naivt at tro, at den nye budrunde på baneentreprisen vil holde sig inden for budgettet. Det er baggrunden for at tre scenarier i det videre forløb kan komme i spil:

  • Enten skal politikerne bevilge flere penge til selskabet
  • Projektet skal beskæres, så man kan holde sig inden for den givne ramme
  • Eller en kombination af de to ovenstående muligheder.
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER