Lesbisk statsminister-bryllup

En ny islandsk ægteskabslov giver homoseksuelle mulighed for at blive lovformelig gift. Det har statsminister Jóhanna Sigurdardóttir benyttet sig af.

Islands statsminister Jóhanna Sigurdardóttir skjuler ikke sin kærlighed. Hun var derimod en af de første til at benytte sig af den nye lovgivning, som tillader ægteskab mellem to mennesker af samme køn.

Islands statsminister, Jóhanna Sigurdardóttir, har giftet sig med sin mangeårige samlever, forfatteren Jónina Leósdóttir.

Dermed er hun blandt de første islændinge, der gifter sig på baggrund af en ny ægteskabslov.

Loven, som blev vedtaget i Altinget i maj, tillader to mennesker af samme køn lovformeligt at gifte sig, og gifte homoseksuelle får samme rettigheder som heteroseksuelle, oplyser den islandske statsradiofoni, RÚV.

Jóhanna og Jónina afleverede søndag en ansøgning, hvori de bad om, at deres registrerede partnerskab blev ændret til lovformeligt ægteskab. Ansøgningen blev ikke fulgt op af en formel ceremoni.

Ægteskabet mellem de to trådte i kraft mandag samme dag, som loven trådte i kraft. Den nye ægteskabslov har ført til splittelse internt i den islandske statskirke, som ikke var i stand fuldt ud at støtte loven under kirkemødet i april.

Jóhanna Sigurdardóttir er verdens eneste erklærede lesbiske statsminister, og hendes seksuelle orientering har aldrig været noget debatemne i Island, hvor hun har levet i registreret parforhold med Jónina Leósdóttir.

Powered by Labrador CMS