Legater: Fire studerende får deres studiedrøm opfyldt
Fire studerende får mulighed for at studere rundt om i verden i Sydkorea, New York, Toronto og Sydney.
Det er en samlet legatuddeling på 300.000 kroner fra Ivalo & Minik Fonden, der netop er uddelt på fondens halvårlige møde.
Legaterne er 100 procent finansieret på baggrund af donationer fra Royal Arctic Line A/S, Royal Greenland A/S, Grønlandsbankens Erhvervsfond og NunaFonden, oplyses det i en pressemeddelelse fra fonden.
Formanden for bestyrelsen Minik Rosing udtaler i den forbindelse:
-Jeg vil gerne rose vores bidragsydere for gennem deres donationer at udvise stort samfundsansvar. Uden disse bidrag ville vi i Ivalo & Minik Fonden ikke være i stand til at uddele legater, der på den ene side er med til at opfylde unge menneskers drømme og på den anden side sikrer Grønland en mere veluddannet befolkning. Det er for mig at se en ren win-win-situation for samfundet som helhed.
Forårets legatmodtagere
- Michael El-Madani Platou har fået et legat til at læse en master i koreanske forhold på Pusan National University i Sydkorea.
- Minik Bidstrup Petersen har fået et legat til at studere fotografi på ICP – International Center of Photography i New York.
- Sussi Jensen har fået et legat til kandidatuddannelsen Translation Studies på York University i Toronto, Canada.
- Lisa Ivalu Lind Jensen har fået et legat til en Master in Public Health Program på University of New South Wales i Sydney, Australien.
Næste ansøgningsfrist for at søge et studielegat er den 1. oktober 2019. Ivalo & Minik Fonden har siden 2014 uddelt legater til lige godt 40 studerende.