Leder: Virkeligheden rammer os
Mens resten af verden forlængst har lært at leve med oliepriser, som bare stiger og stiger, har vi herhjemme nydt godt af dygtige olieindkøb på et niveau, der ligger langt under verdensmarkedsprisen.
Grønland har ligget lunt i svinget med lave, stabile forbrugerpriser for energi, men nu er festen forbi. I denne uge steg en liter brændselsolie med 50 øre, fordi udgifterne til forarbejdning af råolie på raffinaderierne også er steget.
Og vi kan ligeså godt se realiteterne i øjnene: Fremover skal vi betale endnu mere for olieprodukterne - meget mere, for når de nugældende prisaftaler udløber ved udgangen af 2009, er der ingen kære mor. Vi må belave os på samme vilkår som andre lande - og altså voldsomt stigende energipriser.
Virkeligheden rammer os, og den rammer os alle. For en uge siden kostede en liter brændselsolie 3,72 kroner; i 2010 må vi forvente en pris på over seks kroner pr. liter - eller måske endnu højere, for intet tyder på, at prisstigningerne stopper.
Stigningerne vil ramme fiskeriet og de fleste andre erhverv hårdt. De vil ramme almindelige forbrugeres udgifter til opvarmning, transport og elektricitet, og pris-hoppet vil selvsagt også føre til voldsomme stigninger i de offentlige institutioners udgifter til el og varme.
Vi står over for en barsk kur, som stiller store krav til os alle. Men vi har samtidig en stribe nye muligheder foran os. Som landsstyremedlem for finanser og udenrigsanliggender Aleqa Hammond så rigtigt skriver i dagens kronik, så ændrer de høje energipriser eksempelvis beslutningsgrundlaget om vandkraft og andre alternative energikilder.
Det, som var økonomisk uinteressant i går, er måske interessant i morgen. Og i sidste ende kan miljøet blive den store vinder.
Vi skal med andre ord ikke blot spare og tænke os grundigt om, når vi forbruger energi. Vi skal samtidig være dygtige nok til at se de nye muligheder. Ord som innovation, nytænkning og omstilling får pludselig en helt ny værdi.
Samtidig er det slut med vanetænkning og krav om offentlig kompensation for de høje energipriser. KNAPK har allerede rejst krav om kompensation for olieprisstigningen på 50 øre. Denne stigning koster fiskere og fangere 22 millioner kroner om året, hævder organisationen, som nu rejser krav om garanterede mindstepriser.
Vi erkender, at fiskerne og fangerne rammes hårdt. Men vi støtter ikke kravet om kompensation og garanterede mindstepriser. Hvis alle skal kompenseres, vil det ifølge Aleqa Hammond påføre landskassen en ekstraudgift i størrelsesordenen 400-500 millioner kroner, som kun kan dækkes ind af en dramatisk skatteforhøjelse.
Vi må se i øjnene, at vi nu for alvor er ved at blive en ubeskyttet del af verdenssamfundet. Selvstyret og de kommende års udvikling mod selvstændighed bliver ikke blot en begejstret dans på roser; det bliver år med hårdt arbejde og en periode, hvor vi skal bevise, at vi er i stand til at stå på egne ben.
De stigende energipriser vil utvivlsomt på kort og mellemlangt sigt føre til et mindre økonomisk råderum. Der bliver færre penge til forbrug og investeringer, og den samlede økonomiske aktivitet i samfundet vil blive dæmpet.
Vi står ikke foran en katastrofe, men på det politiske niveau må det være slut med snik-snak. Fokus skal konsekvent rettes mod en ny økonomisk virkelighed, som umiddelbart kan synes besværlig og ubehagelig, men som også byder på nye muligheder.
Samtidig må politikerne, erhvervslivet og dets organisationer samt fagbevægelsen finde hinanden og skabe fælles fodslag for den omstilling af det grønlandske samfund, som er uundgåelig. Og nødvendig.