Ledelseskonsulenter leverer underskud

Efter flere år med flotte overskud fik de tre rådgivere og ledelseskonsulenter i Visiobox ApS en corona-lussing i 2020, hvor årets resultat for første gang gik i minus, og hvor egenkapitalen nu er negativ.

2020 endte med et underskud i Visiobox ApS.

Inaluk Malene Brandt, Michael Binzer og Christian Keldsen, der i sin tid etablerede Visiobox ApS, fik i 2020 et underskud på 102.910 kroner, hvilket er 515.000 kroner ringere end året før. Underskuddet har sendt selskabets egenkapital i et minus på 67.000 kroner.

Visiobox driver rådgivning og yder tjenester inden for ledelsesudvikling og har i flere år drevet forretningen med succes og flotte bundlinjeresultater.

Keldsen fratrådt

På trods af det negative årsresultat finder ledelsen det for ”tilfredsstillende”.

- Årets resultat betegnes som tilfredsstillende, men som udtryk for Covid-19 situationen i 2020, samt fratrædelse af Christian Keldsen som partner og konsulent i året, fremgår det af ledelsesberetningen. Christian Keldsen udtrådte af anpartsselskabet ved årsskiftet 2020/21, fordi han blev direktør i Grønlands Erhverv, hvor han efterfulgte Brian Buus Pedersen, der valgte at flytte til Danmark.

Optimisme

Partnerne ser imidlertid med fortrøstning på fremtiden.

-Selskabet har en stærk pipeline af opgaver, og resultatet for det kommende år forventes klart forbedret, således at selskabets kapitalgrundlag mindst bliver reetableret, oplyser man i regnskabet.

Powered by Labrador CMS