Lars Løkke: Glem alt om selvstændighed

Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen mener ikke, det er realistisk, at Grønland bliver selvstændigt. Der er for mange interesser fra USA, siger han.

Lars Løkke Rasmussen har selv stået i spidsen for Rigsfællesskabet ad flere omgange og er fortaler for mere inddragelse af Færøerne og Grønland, når det kommer til udenrigspolitik.

Men når det kommer til spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed, så mener han ikke, at det er en realistisk mulighed.

- Grønland kan godt glemme drømmen om reel selvstændighed. Det vil USA ikke lade passere, siger han.

Samtidig hilser han en mere åben og direkte debat om forholdet mellem Grønland og Danmark velkommen. Det skriver Politiken.

Dansk berøringsangst

Den tidligere statsminister mener, der fortsat er en vis berøringsangst fra Danmark side, når det kommer til Grønland, og det er ikke sundt påpeger han. Et eksempel han fremhæver er socialområdet for børn og unge, hvor der har været nogle voldsomme sager i medierne både herhjemme og i Danmark.

-Det går bedre nu i det grønlandske samfund, og jeg synes, at Kim Kielsen har et fantastisk blik for tingene. Han har forsøgt at fjerne tabuer. Men der har været ting, hvor man – hvis vi bare leger med tanken om, at noget tilsvarende skete i det danske samfund – jamen så var det eksploderet. I Danmark ville det have kostet både ministre og regeringer, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

Han mener også, at debatten om forholdet mellem Danmark og Grønland har været meget styret af emner som selvstændighed og Danmarks enevældige håndtering af udenrigspolitikken.

USA overtager hvis Danmark forsvinder

Lars Løkke Rasmussen understreger, at mere åbenhed og dialog omkring sikkerhedspolitiske emner kan forbedre samarbejdsklimaet i Rigsfællesskabet og i debatten om selvstændighed. Han er sikker på, at selvstændighed fra Danmark vil betyde langt større afhængighed af USA.

- Hvis Grønland ultimativt træffer en beslutning om formel selvstændighed, så kan vi nu se, at det vil betyde, at de får mindre suverænitet, end de har i dag. Det er helt åbenlyst – se bare på en globus. Grønland ligger på det nordamerikanske kontinent.

- Grønland er for stor en spiller til, at nogen vil tillade fuld selvstændighed. No way – det er amerikansk interessesfære, siger Lars Løkke Rasmussen til Politiken.

Powered by Labrador CMS