Gå til hovedindhold

Landstræner stolt trods misset VM

Kvindelandsholdets træner Anders Friis er stolt over præstationen ved VM-kvalifikationsturneringen i USA. Han erkender, at holdet tabte mod et bedre hold i finalen.

Som bekendt blev det til en sølvmedalje til kvindelandsholdet i håndbold ved de nordamerikanske-og caribiske mesterskaber, som blev spilles i Chicago, USA, i denne uge.

Trods finalenederlaget med 24-34 til Puerto Rico, er landstræner Anders Friis stolt over spillernes præstation i turneringen.

Glad og stolt trods tabt finale

- Vi er selvfølgelig kede af at tabe finalen, men vi er samtidigt glade og stolte over, at vi er nået hertil, siger han til Sermitsiaq.AG.

Han er taknemmelig over, at holdet tog afsted trods coronasituationen. Mens andre lande ikke kunne organisere sig at tage afsted, sender han ros til håndboldforbundet, da forbundet har bakket op om landsholdet og støttet spillerne hele vejen igennem.

Tabte til et bedre hold

Landstræneren siger, at holdet har lært en masse ting under deres deltagelse ved kvalifikationsturneringen.

- Det var første gang nogensinde, at et grønlandsk landshold stod i en finale. Det var vores mål og drøm, før vi tog afsted. Det lykkedes. Holdet høstede frugter af det store arbejde, der er blevet lavet af de tidligere landstrænere Johannes Groth og Jakob Andreasen i de sidste ti år, fremhæver han.

Anders Friis roser ligeledes spillerne, og siger, at alle på holdet ydede 110 procent under turneringen. Flere unge deltog for første gang, og har fået erfaring.

- Spillerne har været gode til at tage nye ting til sig. Vi var gode til at holde aftalerne på banen, hvilket er en vigtig del, hvis man skal præstere godt. Vi holdt vores koncept hele vejen igennem. Men vi tabte mod et bedre hold end os. Puertoricanerne er rutinerede, og har spillet sammen i mange år, hvilket var afgørende for, at de kunne slå os så sikkert, fortæller landstræneren.

Negative kommentarer

Der var også ekstra nerver blandt de grønlandske spillere i finalen, hvor en plads til VM-slutterunden var på spil.

- Det var derfor lidt ærgerligt at læse negative kommentarer på de sociale medier efter finalen. Spillerne fortjener kæmpe ros og anerkendelse for det, de har opnået. Men selvfølgeligt har vi også oplevet den støtte, vi fik fra Grønland, og det sætter vi stor pris på, siger han.

Anders Friis ser allerede frem til den næste kvalifikationsturnering, som sker om to år.

- Nu skal vi fortsætte vores udvikling, og jeg har stadig tiltro til, at vi kan vinde turneringen og kvalificerer os til verdensmesterskaberne. Jeg håber på, at flere spillere har mod på at skifte til Danmark, så der kan ske yderligere udvikling af holdet, lyder det fra landstræner Anders Friis.
 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER