Island Games

Landstræner i badminton: Spillerne har udviklet sig meget

Ti badmintonspillere deltager ved Island Games. Landstræner Rune Svenningsen siger, at spillerne er bedre end den seneste Island Games

De grønlandske landsholdsspillere i badminton, der skal deltage ved Island Games på Gotland, rejser til Danmark i morgen, torsdag.

Her skal de på træningslejr, inden de rejser til det svenske ø.

Træningslejren skal foregå i Aarhus.

Hos herrerne er disse spillere udtaget: Jens-Frederik Nielsen, Bror Madsen, Frederik Elsner, Sequssuna Fleischer Schmidt samt Toke Ketwa-Driefer.

Og hos kvinderne: Sara Lindskov Jacobsen, Malu Degn, Milka Brønland, Paninnguaq Davidsen og Pilunnguaq Hegelund.

Svære kampe
- Den tredobbelte guldvinder ved GM, Jens-Frederik Nielsen, bliver spændende at følge ved Island Games i den individuelle turnering. Det bliver også spændende at se, hvor langt Sara Lindskov Jacobsen klarer sig, siger landstræner Rune Svenningsen til Sermitsiaq.AG.

Jens-Frederik Nielsen og Bror Madsen skal også forsvare deres guldmedalje i herrernes double.

- Vi må se, hvordan det kommer til at gå. Vi håber på, at det skal gå lige så godt som sidste gang, men det er bestemt ikke sikkert. Mange ting skal falde i hak hvis det skal lykkedes, siger han.

Har rykket sig meget
Men landstræneren er tilfreds med spillernes udvikling.

- Jeg har til dagligt tæt kontakt med spillerne. Jeg synes, at der er rigtig store fremskridt fra samtlige spillere. Alle har rykket sig fysisk også med det tekniske træning. Spillerne er bedre end den sidste Island Games, og niveauet er også højere.

- Men det gælder også for vores modstandere. Så det er svært at vurdere, om vi får medaljer ved Island Games. Men vi drømmer om, at vi står med medaljer, når turneringen er slut, men der er ingen garanti for, at vi får medaljer med hjem.

Bliver du skuffet, hvis I ikke får medaljer?

- Hvis spillerne har gjort deres bedste under turneringen, og alligevel ikke ender med medaljer, bliver jeg ikke skuffet. Men hvis spillerne ikke rammer deres niveau, eller ikke yder, som de kan, så bliver jeg skuffet, siger Rune Svenningsen.

Ved holdturneringen møder holdet Falklandsøerne, Isle of Man samt Isle of Wight.

- På papiret er Isle of Man favoritter til at vinde puljen. Men jeg tror på, at vi kan slå dem på én god dag. Men de er favoritter, og dem der har pres på, lyder det fra Rune Svenningsen.

Powered by Labrador CMS