Landstræner glæder sig til at spille mod Færøerne
Det grønlandske herrelandshold i håndbold spiller to kampe i weekenden mod Færøerne. - Spillerne skal vise, at de er kommet over Pan Am-skuffelsen
Det grønlandske håndboldherrer var meget tæt på at kvalificere sig til verdensmesterskaberne i håndbold, da holdet spillede de Pan Amerikanske Mesterskaber i juni.
Holdet fik en fjerdeplads ved Pan Am, hvilket var akkurat ikke nok til at kvalificere sig til VM.
Det grønlandske herrerlandshold spiller deres første kamp efter Pan Am, hvor det gælder mod Færøerne på udebane.
Tomrum efter Pan Am
Landstræner Ingi Olsen håber på at se tændte spillere.
- Nu skal vi komme videre fra Pan Am. Der har været et tomrum efter kvalifikationsturneringen i Nuuk, og det er nu vi skal tage de første skridt mod verdensmesterskaberne i håndbold om to år, siger han til Sermitsiaq.AG.
Det grønlandske landshold er krydret med rutinerede spillere og unge fremadstormende spillere.
- Jeg er spændt på at se, hvilken form spillerne er i. Jeg ved, at nogle af spillerne har valgt at fortsætte deres gode træning efter Pan Am, men der er også nogen, som mangler lidt at komme i gang igen. Vi har udtaget unge spillere, der skal erstatte Eqalunnguaq Kristiansen, Angutimmarik Kreutzmann og Gustav O. Egede (de tre spillere har meldt afbud), mens Andreas Lorentzen er stoppet, siger han.
Forudser tætte kampe
Unge uprøvede spillere som Malik Kleist Andersen, Maxwell Frederiksen og Noah John Davidsen er blevet udtaget til at spille to kampe mod Færøerne.
Ingi Olsen forudser to tætte kampe mod færingerne.
- Traditionelt set spiller vi meget tætte kampe mod Færøerne. Men vi går efter at vinde de to kampe, lyder det fra landstræner Ingi Olsen.
Den første kamp spilles på Høllini á Hálsi lørdag, mens den anden kamp spilles på Høllini í Vestmann.