Landsretten skærpede dom for dødsvold

Grønlands Landsret skærpede i går foranstaltningen i en sag, hvor en ældre mand var afgået ved døden 14 dage efter et voldeligt overfald.

En mand i starten af 50erne har i landsretten fået 3,5 års anstaltsanbringelse. Dermed hævede landsretten Kujalleq Kredsrets dom, der lød på tre år anstaltsbringelse for et voldeligt overfald tilbage i marts sidste år.

- Landsretten vurderede, at der var tale om vold af farlig og brutal karakter, og at volden var årsagen til dødsfaldet. Men bl.a. fordi offeret var ved bevidsthed under hele overfaldet, fandt landsretten – ligesom kredsretten – at der ikke var tilstrækkelig sikkerhed for, at gerningsmanden havde haft forsæt til at dræbe den pågældende. Han kunne derfor ikke dømmes for manddrab, oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

I dommen omfatter også en række andre forhold såsom Facebook-trusler mod to fremtrædende grønlandske politikere, ulovlig hjemmefremstilling af alkohol (”immiaq”) og hærværk.

- Der er tale om meget grov vold mod en ældre mand, som ulykkeligvis ender med at afgå ved døden. Jeg er derfor tilfreds med, at landsretten har valgt at skærpe foranstaltningen, udtaler anklagerfuldmægtig Emil Maegaard-Hoffmann, som førte sagen for landsretten.

Den domfældte blev desuden dømt til at betale godtgørelse til afdødes efterladte på 75.000 kr.

Powered by Labrador CMS