Landsretten
Landsretssag: Drab og usømmelig omgang med lig
For et år siden blev en mand dræbt under makabre omstændigheder i en lejlighed i Ilulissat. Nu skal den ene gerningsmand i landsretten, hvor han håber at få omstødt kredsrettens anbringelsesdom på syv år.
Manddrabet fandt sted i tidsrummet den 27. juli kl. 18.00 og torsdag den 28. juli kl. 12.10, fremgår det af anklageskriftet, hvor to mænd er tiltalt for i forening at have dræbt en 62-årig mand i dennes lejlighed på adressen Atersuit 42 i Ilulissat.
Forbrydelsen filmet
Tiltalte, der ankede kredsrettens dom, skulle efter opfordring have filmet overfaldet på den 62-årige, der blev banket i hovedet med en gryde og et ukendt spidst redskab.
De to gerningsmænd snurrede i fællesskab en ledning rundt om den dræbtes hals og hængte ham op, og bandt den 62-årige fast til en faldstamme, fremgår det af anklageskriftet.
To paragraffer
Landsretten skal vurdere sagen efter kriminallovens paragraf 86, der omhandler manddrab og desuden kriminallovens paragraf 46, der vedrører usømmelig omgang med lig. Sidstnævnte paragraf er sandsynligvis taget i anvendelse, fordi man formoder, at den 62-årige var død, da de to hængte manden op i faldstammen med en ledning, lyder det i anklageskriftet.
Der faldt dom i Qaasuitsup Kredsret den 13. marts, men den 39-årige gerningsmand, der fik syv års anbringelse valgte at anke dommen med påstand om frifindelse. Sagen kommer for landsretten på torsdag.