Landslæge: Nyt tilfælde viser corona-pres

Formanden for Naalakkersuisut understreger, at der ikke er planer om nedlukning af Grønland, men det er vigtigt at alle overholder anbefalinger og procedurer.

Der er konstateret et nyt smittetilfælde med coronavirus i Nuuk. Tilfældet blev konstateret efter rutinemæssig re-test på 5-dagen, oplyser Selvstyret.

På et pressemøde onsdag formiddag fortæller landslæge Henrik L. Hansen, at tilfældet er ventet, og at det viser det smittetryk, Grønland er udsat for fra andre lande, hvor coronavirusset er mere udbredt.

Ifølge landslægen er der ikke grund til at tro, at det nye tilfælde vil føre mere udbredt smitte i Nuuk med sig, da procedurer og anbefalinger er overholdt i den enkelte sag.

Både formand for Naalakkersusiut Kim Kielsen og landslægen opfordede dog på det kraftigste til, at alle overholder procedurer for re-test og karantæne i forbindelse med rejser, eller hvis man oplever symptomer:

- Det er meget vigtigt at følge procedurerne lige så snart, man mærker symptomer. Har man mistanke, kontakter man sundhedsvæsenet, sagde Kim Kielsen på pressemødet.

Ingen ny nedlukning

Kim Kielsen slog også fast, at det nye tilfælde ikke medfører, at der sker en ny nedlukning af landet:

- Vi har ikke planer om at nedlukke Grønland. Procedurerne hjælper og skal følges, sagde Kim Kielsen, der udtrykte tilfredshed med, at det er et halvt år siden, at der sidst var et smittetilfælde i Nuuk.

Ifølge landslægen har den smittede person det godt og har kun haft lette symptomer.

- Det er rigtig glædeligt, at vi i den konkrete sag kan se, at alle regler er fulgt, sagde Henrik L. Hansen.

Medpassagerer er også i karantæne

De andre passagerer i flyet er ikke blevet kontaktet, efter at smittetilfældet er blevet konstateret, fortalte landslægen videre:

- Vi finder ikke, at der er baggrund for at lave en særlig opfølgning. Vedkommende blev retestet i går og kom hertil fredag. Men alle, der var med de fly, skal også være i karantæne og er omfattet af de samme regler.

- Hvis de vil ud af deres karantæne inden for 14 dage, så skal de lade sig reteste. Den største risiko er ikke, at de har fløjet med en smittet. Men det er, at alle de passagerer kommer nede fra Danmark, hvor der er masser af smitte, sagde Henrik L. Hansen.

Test må være fem dage gammel

Han uddybede, at en coronatest maksimalt må være fem dage gammel, inden man stiger ombord på et fly til Grønland.

Det har været nødvendigt at lave den tidsramme, fordi det ellers kan være svært for borgerne at få testsvaret, inden at de skal rejse.

- Og man kommer ikke med, hvis man ikke har en negativ test, sagde Henrik L. Hansen, der også fortalte, at relativt mange bliver afvist ved flyet på den baggrund.

Powered by Labrador CMS