Landslægen: Undgå forsamlinger i Nuuk

Der er både vaccinerede og ikke vaccinerede blandt de smittede i Nuuk. Landslægen understreger, at smitte blandt vaccinerede er langt mindre alvorlig, men opfordrer til at undgå større forsamlinger.

Af de 24 smittede onsdag er 11 personer ikke vaccineret – heraf to børn.

Tre personer er delvist vaccineret, mens 10 er færdigvaccineret. Det oplyser coronastaben til Sermitsiaq.AG.

De 18 af personerne er smittet i nattelivet i Nuuk, og det er den mere smitsomme Deltavariant, der er i omløb.

- Der er ingen tvivl om, at vi nu har udbredt samfundssmitte i Nuuk. Det bedste råd for at beskytte sig selv er at blive vaccineret, hvis man ikke allerede er det, siger Landslæge Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG.

Bedste råd er vaccination

Landslægen understreger, at internationale erfaringer viser, at man har væsentlig højere risiko for at blive smittet, hvis ikke man er vaccineret, og risikoen for at blive alvorlig syg er mange gange højere for uvaccinerede.

Vaccinerede, som alligevel bliver smittet og får lettere symptomer, kan smitte andre, men i langt mindre grad end ikke vaccinerede. Det er ikke afklaret, om smittede uden symptomer i praksis smitter andre, oplyser landslægen.

- Ved at blive vaccineret bidrager man til, at smitten spredes mindst muligt i samfundet. Både af hensyn til dig selv og til andre er vaccination derfor klart det bedste råd, siger landslægen.

Smitte i bylivet

Den seneste tid er der sket en del smitte blandt børn på skoler og i institutioner i Nuuk. Men onsdag var størstedelen af de smittede personer blevet smittet i bylivet.

- I den nuværende situation bør man også undgå forsamlinger. Størstedelen af de smittede, vi har set i denne uge, er blevet smittet i nattelivet, så hvis man vil undgå at blive smittet, er det en god idé at undgå at være sammen med for mange mennesker, siger Henrik L. Hansen.

Landslægen slutter med en formaning om at de generelle råd stadig gælder: Hold afstand, vask hænder og brug håndsprit.

Powered by Labrador CMS