Landslæge advarer mod superspredere

Hvis man vil forsamle folk fra hele landet, skal man tænke sig godt om. En superspreder kan betyde, at smitten lige pludselig er over hele Grønland, lyder advarslen fra landslægen.

Tirsdag middag holdt formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, og landslæge, Henrik L. Hansen, pressemøde om status på coronasituationen.

Her kom landslægen med en opfordring om, at man tænker sig godt om, hvis man står overfor at skal holde et arrangement – specielt, hvis man samler folk fra flere dele af Grønland.

- Undgå at afholde forsamlinger - også selvom de ikke er store, sagde landslægen og fortsatte:

- I øjeblikket er anbefalingen på maksimalt 100 personer. Men hvis deltagerne kommer fra alle dele af Grønland, og der er en supersmittespreder blandt dem, kan vi pludselig stå i en situation, hvor vi ser smittespredning overalt i Grønland samtidig, lød det fra Henrik L. Hansen.

Afstand er altafgørende

Landslægen uddybede, at begrebet superspreder bruges om nogle få smittede, der udgør en særlig smitterisiko, og som smitter rigtig mange.

I den forbindelse mindede landslægen om, at det er altafgørende, at folk holder afstand under transporten til Grønland og ikke mindst overholder karantænereglerne, når man er ankommet til Grønland.

- Det gælder ikke kun for dem, der kommer hertil. Også alle andre ude i samfundet skal være opmærksomme på, hvis indrejsende vil holde møder med dem. Man må afstå fra den slags ting og sige, at det må afvente retesten, lød det fra Henrik L. Hansen.

Powered by Labrador CMS