landstrænerfyring

Landsholdsspillere overvejer boykot

GBUs fyring af landstræner Tekle Ghebrelul får landsholdsspillerne i fodbold til at overveje, om de vil fortsætte på landsholdet. De sender en opfordring til GBU-bestyrelsen om at trække sig tilbage.

Nunanut allanut unammisartut paatsoorneqarsinnaanngitsumik KNAK-p siulersuisuinut kaammattuuteqarput: Tunuaritsi

Skandalen i grønlandsk landsholdsfodbold udvikler sig dag for dag. Efter at GBU’s bestyrelse sidste torsdag besluttede at fyre landstræner Tekle Ghebrelul har det medført en lavine af kritik. Kritikken blev forstærket, da GBU's formand John Thorsen og landsholdstræner for futsal René Olsen valgte at stoppe med øjeblikkelig virkning.

Læs også: Landstræner i chok: Jeg er fyret

Sermitsiaq.AG har modtaget en fællesskrivelse fra landsholdsangriberen Norsaq Lund Mathæussen, der på vegne af mnidst 20 landsholdspillere i fodbold og futsal, står bag den hårde kritik af GBU-bestyrelsens håndtering.

- Vi er meget oprørte over den pludselige fyring af vores træner Tekle Ghebrelul og den efterfølgende fratrædelse af træner Rene Olsen samt forhenværende bestyrelsesformand John Thorsen. De mest bærende og uerstattelige kræfter i grønlandsk landsholdsfodbold.

Læs også: GBU-formand trækker sig efter fyring af landstræner

- Baggrunden for fyringen: Usportslig opførsel. Os bekendt har trænerteamet Tekle og Rene aldrig opført sig usportsligt på landsholdet i de år, vi har haft dem som trænere på landsholdet eller for os, der også har haft dem som trænere i andre klubber. Begge trænere viste entusiasme og gejst i de klubber, de har været trænere hos, men altid inden for de rammer, der var acceptable og i samme stil, som de øvrige trænere på hele kysten udviser. Det er derfor fuldstændigt uforståeligt for os, hvordan bestyrelsen er kommet frem til en fyring af Tekle, oplyser landsholdspillerne.

Spillerne omtaler den omstridte situation i Maniitsoq under futsal-GM, hvor flere påstande om, hvad der skete mellem Tekle Ghebrelul og et barn eskalerede i grovhed og påstande på de sociale medier. Det centrale for spillerne er imidlertid, at den nødvendige dokumentation for, hvad der skete, mangler.

Læs også: GBU risikerer at miste sponsorstøtte

- Vi er alle sammen modstandere af udøvelse af vold over for vores medmennesker og i særdeleshed børn, men med de oplysninger der er kommet frem om situationen (i Maniitsoq, red.), så har GBU i vores øjne begået en kæmpe brøler og mangler korrekt dokumentation hvis ikke overhovedet nogen dokumentation ved situationen i Maniitsoq. Derfor står vi bag Tekle i denne skandale, understreger landsholdsspillerne.

- Det næste, der kommer frem, er under en udendørs kvalifikationsturnering til GM, hvor Tekle bliver fremstillet som en bananspisende abe på snapchat. Hele situationen kommer frem i Sermitsiaq.ag, hvorefter en dommer flere dage efter opfordrer en anden dommer fra sidelinjen, der i øvrigt var rejst ud af landet i mellemtiden, til at indberette Tekle for at have løftet en fuckfinger mod modstanderholdet, eller mod dommerbordet. I indberetningen er der forlydender om, at dommeren da havde set, at Tekle havde fægtet med ærmerne uden decideret at se nogen fuckfinger, men har bare konkluderet det. Her er der igen en meget uklar dokumentation for anvendelse af sagen som baggrund for en fyring og igen en kæmpe brøler fra GBU’s bestyrelse. Som ekstra krydderi kan det nævnes, at dommeren, der opfordrede sin meddommer til at indgive nævnte situation, er medlem af bestyrelsen i GBU, der stemte for en fyring, hedder det i skrivelsen fra landsholdsspillerne.

Læs også: Landstræner i futsal stopper: Jeg har ikke tillid til GBU

Spillerne påpeger også, at Tekle under landsholdsturneringer aldrig har fået en påtale fra turneringsarrangørerne eller for den sags skyld modstanderholdene. Spillerne mener, at der manipuleres med fakta.

- Tidligere situationer opfundet af modstanderholdene fordi der er en træner der klarer sig fantastisk godt med sin trænergerning. Det skræmmende i denne bestyrelse er, at de fleste af dem har deres egen klub rundt omkring på kysten, og højst sandsynligt gerne opfinder fakta for at slippe af med en træner der vinder for meget for en klub.

Læs også: GBU: Fyret landstræner fulgte ikke sin kontrakt

Spillerne skriver, at det ikke er betryggende eller motiverende at fortsætte under den nuværende bestyrelse.

- Vi vil hermed som landsholdsspillere kraftigt overveje at deponere vores videre deltagelse på landsholdet under de givne omstændigheder med den nuværende inkompetente bestyrelse, og vi håber, at hele bestyrelsen uden undtagelse træder tilbage og giver plads til en ny, lyder det afslutningsvis fra landsholdets fodboldspillere.

Powered by Labrador CMS