Landsholdsspiller debuterer i ny italiensk klub

Grønlandsk landsholdsspiller, Marxwell Frederiksen har nu for alvor startet sin karriere i international håndbold. Han har netop debuteret i sin nye klub, italienske Junior Fasano.

Marxwell Frederiksen, 24, scorede i alt seks mål under sin debut i den italienske klub, Junior Fasano. - Junior Fasano
Marxwell Frederiksen, 24, scorede i alt seks mål under sin debut i den italienske klub, Junior Fasano. - Junior Fasano

Landsholdsspilleren Marxwell Frederiksen har nu taget hul på et nyt kapitel i sin håndboldkarriere og har netop haft debut i sin nye klub, Junior Fasano i Italien.

Den 24-årige håndboldsspiller indtager pladsen som venstreback på banen og spiller med i både den italienske cup, Coppa Italia og Europa Cuppen.

Hans kontrakt startede den 1. februar.

- Jeg er meget glad for at være i Fasano. Det var mit mål, siden jeg kom til Italien sidste sæson. Jeg har kun hørt godt om klubben, og det er allerede meget givende at være en del af den, udtaler Marxwell Frederiksen efter sin første kamp tirsdag, hvor det var mod MRK Seveste fra Kroatien i Europa Cup.

Håndbold på højt niveau

Det er ikke første gang, Marxwell Frederiksen spiller håndbold i Italien. Marxwell Frederiksen kom til Italien i sommeren 2022, hvor han begyndte at spille for Atellana Handball Aversa. Siden har han spillet for Pallamano Belluno, og har nu landet en kontrakt hos Junior Fasano, hvor han får mulighed for at spille kampe i Europa Cup.

Marxwell Frederiksens klub, Junior Fasano, tabte mod MRK Seveste med 34-35 i gårsdagens kamp.

Den grønlandske landsholdsspiller scorede i alt seks ud af holdets 34 mål.

Powered by Labrador CMS