fødevarer

Landbruget ramt af tørke

Borgmester Jørgen Wæver Johansen efterlyser hjælp til trængte landmænd

Landbruget har problemer på grund af den tørre sommer

Borgmesteren i Kommune Kujalleq opfordrer Naalakkersuisut til at handle, efter at landbruget en stor del af sommeren har været ramt af regulær tørke.

- Der har de sidste to måneder været en usædvanlig lang tørkeperiode i Sydgrønland, hvor markerne på fåreholderstederne ligger brune og uproduktive hen. Den gødning, som blev spredt på markerne i maj-juni ligger fortsat uopløst på marken, uden at være kommet planterne til gode. Også planterne på fjeldet er ved at visne, fremhæver Jørgen Wæver Johansen i et åbent brev til Naalakkersuisut.

Dårlig høst
Høsten af græs til foder har derfor været katastrofal lav.

- Der er desværre en risiko for, at mange af vores landmænd vil give op i denne situation. Og det skal vi gøre alt for at forhindre, opfordrer borgmesteren i det åbne brev.

Jørgen Wæver Johansen peger i den forbindelse blandt andet på særlig hjælp fra Selvstyret samt offentlige lån over flere år, som gør det muligt at købe ekstra foder fra udlandet.

I tilgift er det også nødvendigt at give tilladelse til, at fåreholderne kan chartre endnu et foderskib i år, som ekstraordinært kan transportere foder ud til fåreholderstederne, mener borgmesteren.

Powered by Labrador CMS