Laks gav præmie på 7.600 kroner

Gerth Jack Storer fra Nuuk har vundet en pris på 7.600 kroner for at have sendt et laksemærke til Naturinstituttet.

Laksen er i mere end en forstand en værdifuld fisk.

Det oplyser hjemmestyret.

Prisen uddeles ved udtrækning blandt alle indsendte laksemærker. Det er organisationen, NASCO, der uddeler prisen hvert år.

Laksemærket stammede fra en laks, der blev mærket i Sydvest Miramchi floden, Canada, i 2007.

NASCO (North Atlantic Salmon Conservation Organistation) er en organisation, der ønsker at bevare vildlaksen i Nordatlanten. NASCO driver et laksemærke-projekt for at tilskynde og forbedre tilbageleveringen af laksemærker. Laksene mærkes for at få bedre kendskab til udnyttelsen af laksen og dens vandring.

I forbindelse med laksemærkeprojektet uddeles der hvert år en pris på 1.500 $ - 7.600 kroner - i hver af NASCOs regionale kommissioner for henholdsvis; Nordamerika, Nordøstatlanten og Vestgrønland. Vinderne blev bekendtgjort på NASCOs årsmøde.

I Grønland skal laksemærker sendes til Grønlands Naturinstitut.

Powered by Labrador CMS