Lærlinge er blevet ældre

I 2012 var 60 procent af lærlingene under 25 år. I 2021 er tallet faldet til 40 procent, skriver Grønlands Statistik.

Bygge- og anlægsbranchen står for flest lærepladser med 27 procent, efterfulgt af offentlig administration og engroshandel og detailhandel, der står for henholdsvis 21 og 20 procent, oplyser Grønlands Statistik.

I en ny udgivelse sætter Grønlands Statistik fokus på lærlingepladser inden for erhvervsuddannelserne.

Udgivelsen viser først og fremmest, at antallet af lærepladser let stigende, men over tid er der sket et større fald.

I 2021 var der således 785 årslærlinge. Det er godt nok en stigning på to procent i forhold til 2020, men det er et fald på 165 årslærlinge siden 2012.

81 færre lærlinge inden for handel

Det største fald er sket i perioden frem til 2015 og værst ser det ud inden for handel:

- Det største fald i antallet af årslærlinge er sket i handelsbranchen, hvor der var 81 færre årslærlinge i 2021 i forhold til 2012. Den største stigning i antallet af årslærlinge er sket inden for fiskeri og fangst, hvor antallet af årslærlinge steg med 14 i perioden 2012 til 2021, skriver statistikkontoret.

Bliver ældre

Med hensyn til lærlingenes alder, så er den steget siden 2012. I 2012 var 60 procent af lærlingene under 25 år, mens det tal i 2021 faldet til 40 procent.

- Det er især andelen af lærlinge i aldersgruppen 25-39 år, som er steget. I samme periode er ungdomsårgangene i befolkningen blevet mindre; dog ikke i samme omfang som andelen af lærlinge, skriver Grønlands Statistik.

De fleste lærlinge - 59 procent - var 20-29 år i 2021.

Powered by Labrador CMS