Lærere stadig i oprør

Den nye universitetslov – en katastrofe

I løbet af januar 2008 vil en række uddannelses – og dokumentationsinstitutioner være flyttet ind i Ilimmarfikbygningen.

Ansatte og studerende ved det udvidede Ilisimatusarfik, har gennem hele processen glædet sig til at flytte ud i tidssvarende lokaler med udsigt til et bedre og mere aktivt studiemiljø og konstruktive tværfaglige samarbejder.

Desværre vil resultatet af den nye styrelseslov, der var til 2. behandling den 24. oktober 2007, blive et amputeret universitet, hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved, om kandidaterne fra Ilisimatusarfik har en international anerkendt universitetsgrad.

Det gamle Ilisimatusarfik fik universitetsstatus i 1989 og har siden opbygget samarbejde med universiteter rundt om i verden og har derigennem opnået anerkendelse som et seriøst universitet.

Ilisimatusarfik betragtes værd at samarbejde med og som et sted, der også tiltrækker gæstestuderende fra en række forskellige lande. Vi må her minde om, at det kun er mindre end 25 år siden, at Ilisimatusarfik blev oprettet under navnet Inuit Institut. På det tidspunkt kunne ingen forestille sig, at det kunne udbyde kandidatuddannelser. Siden er studenterantallet gradvist steget, i løbet af de sidste 5 år er antallet af studerende fordoblet - så det er bare et spørgsmål om tid, og sandsynligvis meget kortere tid, end vi tror, før vi har en række grønlandske forskere og forskerspirer, der vil kunne overtage en del af de poster, der i dag overvejende, men ikke udelukkende, er besat af videnskabeligt ansatte, der ikke er etnisk grønlandske.

Landstinget og landsstyret har så travlt med at få tingene gjort, at der ikke bliver tid til den nødvendige indkørings- og overgangsperiode. Og for at det kan gå rigtigt hurtigt med at få besat de ledende stillinger med grønlændere, så mener man nu også, at det traditionelle krav om forskningskompetence til rektor, prorektor og institutledere skal afskaffes. Resultatet heraf bliver et universitet, hvor forskningens tarv tilsidesættes. Det bliver et universitet, som ikke opfylder de internationalt anerkendte krav, som ville tillade Ilisimatusarfik at blive kaldt et rigtigt universitet. Herefter vil Ilisimatusarfik kun være et universitet på papiret.

I sin iver efter at undgå den nødvendige overgangsperiode har landsstyremedlem Tommy Marøe over for landstingets kultur- og uddannelsesudvalg argumenteret med, at Ilisimatusarfiks foreslåede model for en 5-6 årig overgangsperiode er udemokratisk og vil nægte professionsuddannelserne repræsentation i Ilisimatusarfiks styrende organer samt forhindre deres integration i universitetet. Det forstår vi ikke. Ilisimatusarfik foreslår et interim-universitetsråd for det samlede universitet, der skal fungere indtil bestyrelsen er klar til at tage over. Det gør vi, fordi landsstyret faktisk i lovforslaget foreslår det samme. Forskellen er, at Ilisimatusarfik mener, der vil gå et år, inden bestyrelsen er klar til at tage over, mens landsstyret overoptimistisk regner med det kun vil tage 2 måneder. Hvad et spørgsmål om 2 eller 12 måneder har med demokrati og forskelsbehandling at gøre, er svært at se. Vi har vanskeligt ved at se, hvorfor det skulle være umuligt med en længerevarende overgangsordning, der sikrer, at de nye uddannelser integreres på rette grundlag – her må vi minde om, at en overgangsordning på 5-6 år internationalt set, er meget kort tid i forbindelse med fusioner mellem traditionelle universitetsuddannelser og professionsuddannelser.

En anden ting, der giver anledning til undren, er landsstyremedlem Tommy Marøes uklare meldinger om bestyrelsens kompetence i forhold til Ilisimatusarfiks samlede bevilling. På den ene side forsikrer Tommy Marøe landstingsudvalget og IMAK om, at bestyrelsen ikke kan ændre ved den øremærkning af midlerne til de enkelte uddannelser, som finanslovsforslaget for 2008 rummer. Her kan bestyrelsen altså ikke prioritere noget ved at nedprioritere noget andet – fx Inerisaaviks kurser. På den anden side oplyser Tommy Marøe i forbindelse med landstingsmedlem Juliane Henningsens dagsordenspunkt om Erasmus University Charter, at penge hertil kan hentes af bestyrelsen inden for den samlede ramme. Her er bestyrelsen altså fri til at gøre det, den iflg. loven skal – nemlig fastlægge det samlede universitets budget og prioritere noget frem for noget andet.

Om bestyrelsen administrerer en samlet blok-bevilling, eller den administrerer en bevilling, hvor landsstyret/KIIIP har øremærket det hele på forhånd, er et centralt spørgsmål, som Tommy Marøe må give svar på. Hvis det sidste er tilfældet, er universitetets bestyrelse nemlig ikke en fri bestyrelse, der leder et frit universitet, men et sekretariatskontor under landsstyremedlemmet.

Det er dybt bekymrende at årtiers arbejde med at opbygge et universitet, der sigter mod international standard, nu er mere eller mindre spildt.

Der skal ikke herske tvivl om, at Ilisimatusarfik foretrækker den nugældende styrelseslov, der kort sagt går ud på, at ansatte og studerende vælger ledelse og repræsentanter til de styrende organer efter demokratiske principper, men Ilisimatusarfik tager landsstyrets valg af bestyrelsesmodellen som styrelsesmodel til efterretning. Dog vil vi opfordre til, at det bliver en styrelseslov, der respekterer internationale principper om, at et universitet har forskning som en bærende aktivitet.

Endnu en væsentlig bekymring er, at det nuværende forslag vil hindre Ilisimatusarfiks studerende at benytte sig af de muligheder for udveksling og kompetenceerhvervelse som en anerkendelse af Ilisimatusarfik som et rigtigt og internationalt anerkendt universitet ville åbne op for.