Folkeskolen

Lærere vil kræve kurser i selvforsvar

Bid, spark og slagsmål er blevet så almindeligt i folkeskolen, at lærerne vil kræve, at de kommer på kurser i selvforsvar, der skal lære dem at håndtere de forskellige voldssituationer.

Birthe Møller Therkildsen

IMAK, lærernes organisation, har netop afsluttet flere dages repræsentantskabsmøde og her var der bred enighed om, at punktet skal indgå i de kommende overenskomstforhandlinger.

Ny formand

- Vi ved aldrig, hvad vi møder som lærer i form af spark, skub, bid eller en slåskamp, hvor man skal ind og adskille de stridende elever, fortæller IMAK’s nye formand Birthe Møller Therkildsen, der kommer fra Nuussuup Atuarfia i Nuuk.

Hun mener, at det vigtigt for lærerne at få nogle værktøjer til at håndtere de forskellige situationer, som i stigende grad er blevet en del af livet på en folkeskole.

- Der er ikke tale om selvforsvarskurser i tradiotionel forstand. Vi skal derimod vide, hvordan man bedst tackler hver enkelt situation, fortæller Birthe Møller Therkildsen til Sermitsiaq.AG.

Stigende problem

Det var lærernes overbevisning, at kraftigt udadreagerende børn på skolerne er et stigende problem.

Lærerne har føjet selvforsvarskurser ind i deres princip- og indsatsprogram, og det skal så diskuteres med arbejdsgiverne, når lærernes overenskomst skal genforhandles til foråret. Den nuværende overenskomst udløber den 31. marts 2018, oplyser den nye lærerformand.

Powered by Labrador CMS