Længe ventet Bond-film får ros

"No Time To Die" er fuld af overraskelser, og Daniel Craig sætter et godt punktum for sin tid som Bond.

"No Time To Die" er den sidste Bond-film med Daniel Crasig i hovedrollen, og ifølge anmelderne efterlader han sig store sko at udfylde.

Den nye og længe ventede James Bond-film "No Time To Die" får fem ud af seks stjerner i den danske avis Berlingske og Filmmagasinet Ekko og fem ud af seks hjerter i avisen Politiken.

Filmen er på grund af coronapandemien blevet udskudt fem gange, men har altså premiere i danske biografer torsdag.

Det er den sidste Bond-film, hvor Daniel Craig spiller rollen som 007, og ifølge anmelderne gør han et godt stykke arbejde.

- Daniel Craig er måske den 007, som har været mest skuespiller ind til benet, skriver Politikens anmelder.

- Craig skiller sig ud

Filmmagasinet Ekko mener, at Daniel Craig adskiller sig fra alle andre, der har spillet James Bond.

- Siden Daniel Craig overtog licensen til at dræbe i "Casino Royale" fra 2006, er han blevet voksen og følsom. Han bløder faktisk, når man slår ham, lyder det.

Den danske skuespiller David Dencik spiller rollen som en russisk forsker, og han får også positive ord med fra anmelderne.

Berlingske mener, at han får meget ud af en ellers ret generisk rolle.

- Danske David Dencik giver den gas med lårtyk russisk accent som den slibrige videnskabsmand dr. Valdo Obruchev, skriver Politiken om Denciks præstation.

Den længste men ikke kedelig

Ifølge anmelderne er filmen også fuld af overraskelser. Faktisk så mange, at Politikens anmelder finder det svært at skrive for meget om filmen uden at komme til at røbe for meget.

Og så er det en klassisk Bond-film.

- Den 25. Bond-film har alt det, du forventer af en Bond-film. Der er biljagter og eksplosioner og pæne damer og dumme one-liners og vansirede skurke og seje gadgets og så videre. Og det er lige, som det skal være, skriver Berlingske.

Med sine 163 minutters varighed er "No Time To Die" den længste film i seriens historie, men ifølge anmelderne er den ikke kedelig af den grund.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS